Når vi har bestemt funktionen af den digteriske verden i sin helhed som den at frembringe et budskab, følger heraf, at den digteriske verden også må rumme en afsender af budskabet. Derfor kan digtanalysen (som det ofte sker) ikke nøjes med at udrede det digteriske kosmos’ opbygning; den må desuden undersøge, hvorledes selve meddelelsessituationen, således som den foreligger forudsat af teksten, er udformet. Vi skal med andre ord finde ud af, i hvilket omfang og på hvilken måde teksten i sig selv fortæller os, hvad det er for en slags afsender, der ligger bag de fremstillede genstande, samt hvad det er for en slags modtager, som teksten ligesom lægger op til at blive læst, forstået, af.

Sædvanligvis siger man ligefremt, at den, der taler i det litterære værk, er “forfatteren”, dvs. den reale person, som rent faktisk har udtænkt og nedskrevet teksten. Vi har imidlertid set, at selv ikke for ikke-litterære tekster kan afsenderforholdet skildres så enkelt (se § 14). Når “jeg” afsender en meddelelse, f.eks. skriver et brev, er det ikke uden videre “mig selv”, som taler gennem teksten: det er kun en del af mig selv, for jeg indretter min fremstilling efter de formål, jeg har i just den situation med just den meddelelse rettet til just den person; jeg indtager en rolle. Det jeg, der forfatter brevet, udgør altså med andre ord kun en del af det reale jeg, som skriver det. Skellet ses tydeligt, hvis man tænker på, at den rolle, jeg vælger at indtage i min udformning af brevet, jo kan være forstilt, hyklet; jeg kan i virkeligheden mene det modsatte af, hvad jeg skriver (note 10).

Det særlige ved de litterære tekster er nu, at de har grebet dette skel og gjort det absolut, så man om litteraturen kan sige, at det jeg, der taler gennem teksten, principielt er et helt andet jeg end den historiske person, der har forfattet den. Ser vi på et digt, modsat f.eks. brevet, giver det ikke nogen mening at hævde, at dets “jeg” er lig med den rolle, digteren som fysisk person vil spille over for læseren. Digteren kender jo ikke læseren og ønsker ikke at fortælle denne noget “privat” om sig selv. Det, der sker, er, at digteren så at sige overlader ordet til et fiktivt “jeg” og lader sig glide ind i en rolle, der kun eksisterer i og igennem teksten selv. Digteren skifter ham. Forfatternes egne vidnesbyrd er på dette punkt meget sigende. Næsten alle erklærer at skrive med ført pen; det er et noget, der taler gemmen dem (jf. det gamle dionysiske, “entusiastiske” syn på digterrollen):

Hvad vil overhovedet en Digter med sit Værk? Spørg ham ikke; tiest er han selv den, der ringest ved det. [...] Er Manden virkelig Digter, dvs. handler under Inspiration fra allerhøjeste Sted, er hans Værk uendeligt rigere end han selv, saa rigt, at han selv tit er afskaaret fra at fatte det. Bevidst Poesi er aldrig Poesi.

(Kaj Munk, note 11)

I den litterære tekst er det talende “jeg” en tekststørrelse, en del af teksten selv, og også dette “jeg” er en del af de fremstillede genstande. Det er derfor, meddelelsessituationen falder ind under tekstanalysen i streng forstand. At digtets jeg principielt er et helt andet “jeg” end digterens som fysisk person, vil naturligvis ikke sige, at der ikke består dybe og vigtige forbindelser mellem digtersind og værk. Hermed konstateres blot, at det ikke er muligt at gå fra tekstens jeg til den ekstratekstuelle størrelse, forfatteren jo er.

Den litterære kritik har ingen fast sprogbrug for digtningens særlige afsenderinstans, end ikke en term, der er fælles for de tre registre. Forholdet er særlig forvirrende ved det narrative register, hvor mange blander afsender- og fortællerbegreb sammen. En mulig betegnelse ville være “implicit forfatter”, men den passer dårligt på lyrikken, hvor jeg’et faktisk kan være eksplicit til stede.

I stedet kunne man anvende betegnelsen “den fiktive forfatter”, fordi tekstens jeg som nævnt aldrig kan påtræffes i den reale verden; det er et quasi-jeg eller mere traditionelt udtrykt: et produkt af digterens fantasi. På den anden side er udtrykket “fiktiv” uheldigt, for tekstens jeg er skam realt nok, vel at mærke som (en yderst konkret) tekststørrelse! På denne baggrund har vi valgt at tale om tekstens forfatterperson, fordi denne betegnelse på én gang udtrykker, at denne tekststørrelse på en særegen måde og i stærkere grad end de andre tekststørrelser står i forbindelse med den reale forfatter, og samtidigt at dette jeg netop er et tekstelement; og da det desuden drejer sig om en tekststørrelse, der taler, hører det element selvfølgelig ind under den kategori af tekstelementer, vi sædvanligvis kalder personer. Tekstens personer er fremstillet af forfatterpersonen (det talende jeg). Sammen med samtlige andre tekstelementer (“fremstillede genstande”) skylder forfatterpersonen sin eksistens digterens skabende fantasi efter følgende lille formel, hvori parenteserne angiver de logiske forudsætningsforhold:

(forfatter — (forfatterperson — (person + andre fremstillede genstande)))

Det er kun i teorien, spaltningen mellem forfatter og forfatterperson skaber et absolut skel. Her som overalt i teksternes verden er der tale om glidende overgange. Hvem taler f.eks. i Kingos salmer? Er det den myndige barokbiskop - eller er det forfatterpersonens bange sjæl, der lige så meget er min, som den er Kingos? Sådanne næsten litterære afsenderinstanser finder vi især i historisk beretning, som let antager form af dokumentarroman, og i selvbiografi, der nemt bliver en fortælling om et fiktivt jeg.

Omvendt kan skellet mellem litterær og ikke-litterær afsender styrkes på to måder. Dels kan man kraftigt fremhæve sig selv som fysisk person i teksten, med adresse, udseende osv. Dels kan man lige modsat tilstræbe, at teksten så at sige ingen afsender har. Det er kendetegnet for videnskabens og teknikkens tekster.

Det skal desuden nævnes, at forfatterpersonen har forskellig status i de tre litterære registre; det er derfor, vi kunne lægge begrebet til grund for register-definitionerne (§ 19). Lyrikkens forfatterperson er det jeg, der taler i eget navn, og som er centrum for fremstillingen af såvel yder- som inderverden. Lyrikkens stærke “jeg” kalder naturligt på et “du”, en læserperson. I det narrative register med dets implicitte jeg dominerer forholdet mellem fremstillede genstande i yderverdenen og forfatterpersonen. Endelig er det karakteristisk for det dramatiske register, der slet ikke synes at have nogen fast afsenderinstans, at universet domineres af forholdet mellem personer og læser/tilskuer.

Spaltningen mellem forfatter og forfatterperson er særlig nem at indse i lyrikken, fordi man i digttekster så ofte finder forfatterpersonen udtrykt gennem pronominet “jeg”. Det er også særligt vigtigt at forstå skellet her, fordi man i mange traditionelle digtanalyser finder vildledende formuleringer som “her vil digteren sige”, “her taler digteren om”, “digteren besynger” osv. Den slags udtryk er misvisende, simpelthen fordi det “jeg”, som optræder i digtet, ingensinde kan have den samme funktion som dagligsprogets 1. persons personlige pronomen. I dagligsproget betegner dette en talende person, hvis eksistens altid er givet af talesituationen, af den sproglige kontekst (f.eks. “Peter sagde: “Jeg kommer sent hjem i dag””), eller af den ikke-sproglige (f.eks. “Jeg mener ...”, dvs. jeg, som står her og taler med dig). Det er det, vi kalder pronominets henvisningsfunktion (deixis). Digtteksten har nu den ejendommelighed, at dets “jeg” (og dets “du”) ikke rummer en sådan henvisningsfunktion eller i alt fald tildeler den en underordnet rolle. Der findes ingen sproglig kontekst, eftersom digtet begynder ex abrupto med et “jeg”, hvis reale identitet teksten selv aldrig tillader os at fastslå; der findes heller ingen ekstra-sproglig kontekst, for det jeg, der taler til os i digtteksten, kan vi jo aldrig møde i virkelighedens verden. Selv om en digter læser sit eget digt op for os, er det “jeg”, som forekommer i hans tekst, ikke det samme, som når han f.eks. fortæller os om, hvorfor han skrev dette digt. Tekstens “jeg” henviser altså ikke til et realt jeg: dets henvisningsfunktion er så at sige suspenderet.

Det er jeg’ets særlige rolle i digtets meddelelsessituation, der gør det rimeligt at kalde dets forfatterperson for det lyriske jeg. Herved forstås altså den røst, der i teksten fremstiller sin oplevelse af en indre og ydre verden, og som principielt ikke prætenderer at tale om andet, end hvad det selv føler eller sanser. Heri ligger den afgørende forskel fra den narrative forfatterperson, som nemlig principielt fortæller om noget andet, altså skaber en fremstillet verden, af hvilken han ikke selv synes at være en del. Det lyriske jeg er en person, der kan fremtræde sprogligt, fordi der i den lyriske tekst er sammenfald mellem forfatterperson og talende jeg.

Den lyriske tekst behøver ikke at fremvise noget sprogligt jeg. Men et sådant kan tænkes ind i alle poetiske tekster, uden at meddelelsessituationen derved skifter karakter. Selv om digtet f.eks. kun består af naturbeskrivelse, er det ikke en ‘objektiv’ betragter, som udfører denne; naturbeskrivelsen fremtræder som et vidnesbyrd om et jeg’s perception og dermed om eksistensen af et mikrokosmos. Selv når digtet fremtræder som ren refleksion, får denne refleksion dog kun mening (fører frem til et poetisk budskab), hvis vi refererer den - ikke til den reale omverden (og dagligsprogets meddelelsessituation) - men til en subjektiv følsomhed, hvorved det afgørende spørgsmål bliver, hvorfor just disse refleksioner er vigtige for netop det ‘jeg’. Analytikerens opgave bliver altså også her rekonstruktionen af et mikrokosmos.

Et særligt interessant tilfælde udgøres af de digttekster, hvor der nok er et sprogligt jeg, men hvor dette ikke er identisk med det lyriske jeg. Ganske ligesom man i den ikke-litterære tekst kan indtage en påtaget afsenderrolle (se ovenfor), således kan det lyriske jeg selvfølgelig tage maske på, enten for at spille komedie eller for at fremstille et andet jeg’s særlige situation. Vi taler da om rolledigte, som kendt f.eks. fra “Landsknægtens vise” eller Villons ballader.

Litteraturens modtagerinstans har i 1990erne stået i centrum af den litterære teoretiske debat. Nogen enighed om, hvordan den skal bestemmes, kan der dog næppe siges at være fremkommet, og det er faktisk også vanskeligt at få fat i, hvad det er for nogle tekststørrelser, der kan skabe en tekstinstans, som ligger mellem forfatteren og mig selv som real læser. En meget almindelig holdning er, at de fænomener, vi nedenfor skal omtale, “i virkeligheden” blot er udtryk for forfatterens manipulationer med læseren.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Selv når det drejer sig om ikke-litterære tekster, optræder modtagerinstansen som en nødvendig og kompleks størrelse. Det ville f.eks. være ganske meningsløst at hævde, at brevskriveren “går ind i en rolle” for at tilpasse sig den læser (læserkreds), brevet tiltænkes, hvis ikke denne læsers forventninger kunne aflæses i, være indskrevet i teksten, både gennem hvad der siges, og ikke mindst hvad der udelades. Det er selvfølgelig den reale brevskriver som fysisk person, der har “indskrevet” sine egne antagelser om adressatens forventninger i brevet, men det ændrer ikke det faktum, at der så faktisk i brevet findes en række formuleringer, der lægger op til, at modtageren netop skal glide ind i den tiltænkte rolle. Sådanne teksttræk udtrykker altså ikke afsenderens holdning, men forsøger at præge den tolkning, modtageren må give teksten.

Det gælder for alle tekster, at de således har en indbygget modtager, en adressat, som de henvender sig til. Meget ofte tydeliggøres denne orientering ved, at adressaten direkte inddrages i teksten, når nemlig forfatteren sprogligt henvender sig til ham, f.eks. ved et pronomen i 2. person, som det kendes bl.a. fra taler eller breve. Men det er under alle omstændigheder let at se, om en tale er henvendt til en arbejderforsamling (også selv om den ikke indledes med “Kammerater!”) eller til en forsamling af forskere (også selv om man skulle komme for skade at springe “Professores et doctores!” over), ligesom enhver kan se, om et brev er henvendt til et barn, til et familiemedlem, til en avis eller til en forretningsforbindelse osv.

Medens det kan have sine vanskeligheder at skelne mellem forfatter og afsender, giver forskellen mellem adressat og modtager sig næsten af sig selv, for det er jo ganske tilfældigt, om den, der rent faktisk modtager budskabet (f.eks. ved at lukke op for radioen), skulle falde sammen med det særlige publikum, som forfatteren bestræber sig på at få i tale ved at give sit budskab en særlig udformning.

Man kan sige, at den faktiske modtager fungerer på samme måde som en radiomodtager. Hans hjerne omdanner signalerne til betydningsbærende symboler - men det er ikke sikkert, der ved apparatet sidder en person, der faktisk kan tolke disse (forstår speakerens sprog): Tekstens modtager kan f.eks. af kulturniveaumæssige årsager være ude af stand til at indtage adressatens rolle i teksten (som så misforstås eller slet ikke forstås).

Når vi går fra de ikke-litterære til de litterære tekster, sker der ganske det samme med læserinstansen, som der skete i afsenderleddet: Der indtræder en absolut spaltning mellem mig, der sidder og læser her og nu, og den modtagerrolle, som teksten har præfabrikeret, og som jeg må antage for en stund, hvis jeg vil forstå teksten. Jeg tvinges så at sige til at læse med tekstens briller på. Bagefter kan jeg så fortolke og evaluere det forståede budskab efter min egen kode og mine egne normer. Det er denne i teksten liggende modtagerinstans, der her kaldes læserpersonen.

I sidste instans er det denne spaltning, der forklarer, at litteraturen så ejendommeligt synes at henvende sig “til alle”, modsat sagprosatekster, der altid har en adressat, et bestemt, definerbart publikum. Når bare man kan sproget, taler litteraturen til alle mennesker til alle tider, fordi dens værker ikke taler til nogen bestemt: Den faktiske, reale læser skal selv virke med til at skabe den læserrolle, som han må glide ind i, hvis teksten overhovedet skal forstås, derfor fornemmer man ved læsning af litterære værker, at “det er dig, sagen drejer sig om”, som Horats udtrykte det.

Med hensyn til litterære tekster er det rimeligt, omend forenklet, at operere med tre læserbegreber:

1. Den ideale (eller intentionale) læser
2. Den implicitte læser = læserperson
3. Den empiriske læser

Den ideale læser er udtryk for den læserkreds, forfatteren selv ønsker sig. Hvis forfatterens ønsker i så henseende kommer til udtryk i teksten, f.eks. gennem direkte læserhenvendelser (“Nu må du ikke blive forskrækket, kære læser“), kan man tale om den intentionale læser. En forfatter kan således tilstå sin læser større eller mindre frihed til at fantasere, fortolke, more sig.

Den empiriske læser er den konkrete, fysiske læser i sin reale situation. Dette læserbegreb har ingen direkte betydning for tekstanalysen - men nok for litteraturen som social institution. Dels er det dét læserbegreb, man bruger, når man i psykologiske og sociologiske litteraturstudier undersøger, hvordan læsere reagerer på litteratur. Dels - og især - ligger begrebet bag det vigtige kulturhistoriske fænomen, som H.-R. Jauss kalder læsernes “forventningshorisont”, dvs. de krav, der “ligger i luften”, nemlig som de kulturelle miljøers normer og værdier, til, hvordan litteratur skal se ud, virke og formidles.

Den yderst komplicerede proces, som forklarer, at litteraturens budskaber når frem til os og virker på os, kan resumeres i følgende figur (klik på figuren for at se den i større udgave):

Skal begrebet læserperson kunne bruges i litterær analyse, må vi i den konkrete tekst kunne pege på bestemte ordmeninger og semantiske strukturer, som udtrykkeligt beror på læserpersonens særlige udformning. Sådanne tekstiagttagelser kan gøres på tre niveauer:

1. Værdiernes niveau, altså tekstens normsystem udtrykt på alle de måder, hvorpå sproget kan værdisætte de omtalte fænomener (værdiladede ord osv.)
2. Læserpersonens niveau, altså vores vurdering af dette værdisystem; teksten kan jo eksplicit sige ét, f.eks. lovprise seksualiteten, men “mene” noget helt andet (at f.eks. sex er svineri). Når sådanne flertydigheder og indre modsigelser overhovedet kan lade sig gøre, skyldes det eksistensen af en læserperson som tekstinstans.
3. Kulturniveauet: den kulturelle kompetence, som teksten forudsætter, og som læseren må besidde, hvis han overhovedet skal gøre sig håb om at forstå teksten.

Endelig er det jo klart, at ligesom modtager og afsender i den reale kommunikationssituation skal etablere et forhold, altså fastlægge den holdning, de indbyrdes vil antage over for hinanden (troskyldigt, tillidsfuldt, venligt skeptisk, “du er nok fuld af løgn”), således må læserperson og forfatterperson også i litteraturen kunne stå i forhold til hinanden, uanset hvad der egentlig fortælles. Heraf følger, at læserpersonen også kan analyseres på et fjerde, mere udvendigt niveau:

4. Kommunikationsniveauet, læserpersonens forhold til forfatterpersonen (“troværdighedsproblemet”).

Den nemmeste måde i praksis at arbejde sig frem til en bestemmelse af tekstens læserperson består i at eksplicitere den kulturelle norm i bredeste forstand, som teksten forudsætter. Man skal ikke blot kunne tekstens “sprog”, men også kende f.eks. dens religiøse miljø. Hvis vi således ikke er i stand til at konstatere, at en given tekst hviler på et katolsk livssyn, men på grund af en gal analyse af læserpersonen f.eks. antager, at teksten forudsætter en protestantisk etik, vil vi simpelthen misforstå tekstens budskab (vi vil få byttet om på værdierne).

Det er i reglen ganske nemt at konstatere, om teksten “er henvendt til”, dvs. om tekstens læserpersons kulturelle niveau svarer til bønders, børns eller den kulturelle elites (hvilket sidste næsten altid er tilfældet med den poesi, der læses i uddannelsessystemet). Til bestemmelse heraf anvendes iagttagelser over stilniveau (ordforråd, syntaks osv.), men også over tekstens grad af lukkethed, dens større eller mindre hermetisme. Jo mere tekstens ord refererer sig til hinanden, jo mere hermetisk er teksten, og jo højere kulturelt niveau forudsætter den.

Disse kulturelle forudsætninger for tekstens forståelse indbefatter naturligvis også opfattelsen af tekstens lydunivers. Forholdet er velkendt fra musikkens verden, hvor nogle socialgrupper på forhånd afviser violinmusik som “kattemusik”, medens kinoorgeludførelser for andre udgør en uoverstigelig barriere for dannelsen af et musikbudskab. Tilsvarende vil ikke mindst den modernistiske poesis komplekse lydvirkninger spærre nogles vej til det digteriske budskab.

På værdisystemets niveau bestemmes læserholdningen i forlængelse af analysen af tekstens værdisystem: Hvad forudsætter teksten som positive handlinger, egenskaber? Hvilke skal vi acceptere som negative? Hvilke lydvirkninger skal vi bestemme som positivt konnoterede; hvilke virker snarere afstandsskabende? Osv.

Med hensyn til analysen af læserpersonens niveau se under narrativ analyse § 71 ff om læserhenvendelser.

Læserpersonens forhold til forfatterpersonen kaldes sædvanligvis “troværdighedsproblemet” og udgør et særlig godt eksempel på, at man fejlagtigt tillægger forfatteren alle litteraturens kommunikationsvirkninger. Således taler angelsaksisk tradition om “the unreliable author”; det drejer sig rigtignok om, hvorvidt det litterære univers’ to meddelelsespartnere har tillid til hinanden, men virkningen fremkommer ved den særlige udformning, man giver læserpersoners holdning til forfatterpersonen. Forholdet er særlig vigtigt for jeg-fortællinger.

Det er indlysende betydningsfuldt for vores opfattelse af de fremstillede genstande, om vi regner med, at forfatterpersonens præsentation af historien er troværdig. Denne vurdering af “forfatterens troværdighed” foretager vi selvfølgelig som reale læsere, men vi baserer den på signaler i teksten, der leder os mod tro eller mistro. Det er disse signaler, som hører til læserpersonens domæne.

Uanset hvor ofte og hvor kraftigt tekstens stemme bedyrer at tale sandt, giver os indtryk af at stå over for virkeligheden “nøjagtigt”, som forfatteren oplevede den, kunne det jo være løgn alt sammen. Jf. Martin A. Hansens Løgneren. Der er altså i værket en instans, der fortæller os, at vi skal tage et vist forbehold over for fortællerens fremstilling. Et sådant forbehold kan naturligvis ikke ligge hos forfatterpersonen, men er læserpersonens modulering af meddelelsessituationen, som det illustreres af følgende figur:

I didaktiske tekster, der angår kommunikation mellem konkrete, reale personer, f.eks. taler eller breve, kan man altid indflette et “du”, en henvendelse til den adressat, budskabet er stilet til. Man kunne kalde denne adressat, der fremtræder som en person i teksten, for “tilhøreren”. I andre didaktiske typer, f.eks. historisk beretning eller videnskabelig fremstilling, er en sådan henvendelse ikke mulig eller ville i alt fald virke meget kunstig. Det skyldes naturligvis, at disse teksttyper prætenderer at henvende sig til alle (som led i en retorik, der vil overbevise om budskabets “objektivitet”).

Det er interessant, at narrative og dramatiske tekster på dette punkt principielt forholder sig som de historiske: modtagerinstansen kan ikke ekspliciteres i teksten i form af et “du”. Når romanforfatteren alligevel af og til anråber sin læser, sker det altid i indskudte passager, der ikke har noget med selve det fiktive handlingsforløb at gøre. Det samme kan også forekomme i lyrikken, som når Baudelaire i fortalen til Syndens blomster provokerer sin ideallæser med ordene “hykleriske læser, min ligemand, min broder”. I dramaet kendes et lignende fænomen, der består i, at en person på scenen bryder den dramatiske illusion ('den fjerde væg') og henvender sig til tilskuere i salen.

Det er sådanne henvendelsers karakter af at stå uden for den “egentlige” tekst, dvs. ikke rigtigt at høre med til det digteriske univers, der forklarer, at jo mere læserpersonen tiltales ligesom en real person, forfatteren kan tale med, des mindre “litterær” vil teksten virke. Forholdet kendes udmærket fra alle former for lejlighedsdigtning (konfirmations-, fest- og begravelsessange) og propagandistisk digtning (fædrelandssange, salmer, krigssange). Disse tekster manipulerer med tekstens du-person, idet de i stedet for den implicitte læserperson - der som pseudoreal tekststørrelse ikke har nogen umiddelbar tilknytning til virkeligheden - indsætter en realperson (“Kom, Jesus, vær vor hyttegæst”) eller anvender ‘apostroferende personifikation’ (“Mor Danmark”), der altså har faktisk virkelighedsreference.

Helt anderledes forholder det sig i det lyriske digt. Her indføres ganske almindeligt et eksplicit “du”, der fungerer som egentligt strukturelement på linje med tekstens øvrige fremstillede genstande. Man kan sammenligne denne lyriske du-person med det narrative registers jeg-person, der ligeledes optræder som en af den fremstillede verdens genstande. I lyrikken er det altså blot læserpersonen, der er “fordoblet”, altså indført som fremstillet person.

Principielt står den du-person, som sprogligt udtrykkes i teksten, altså på samme niveau som f.eks. omverdenens fænomener; således forstås, at digterne kan anråbe (apostrofere), hvad det skal være: træer, ting, gud eller følelser. Meget ofte er lyrikkens sproglige “du” en ren og skær projicering af den talendes jeg fra en indre ud i en ydre verden. Deraf kommer det, at digterne så ofte taler til deres “sjæl”, altså ligesom taler til sig selv. Forfatteren udnytter i så tilfælde muligheden af at indføre en du-person som forskellig fra læserpersonen til at give teksten et dramatisk præg; det kan gå så vidt, at teksten ligefrem udviser en dialog mellem flere jeg-personer (f.eks. spalter digteren sig op i to inkarnationer). Men i så fald glider teksten over i det dramatiske register. En overgangsform er prosopojien (eller prosopopéen), hvor det lyriske jeg ved et kunstgreb tildeler en ikke-besjælet fremstillet genstand ordet for en stund.

Selvom du-person og læserperson principielt ikke kan falde sammen i det lyriske register, findes der naturligvis også her en glidende skala fra den rene retoriske personifikation til en meget tæt tilnærmelse af du-personen til læserpersonen. Man skal altid undersøge, hvor selvstændig du-personen fremtræder, og i hvilken udstrækning du-personens holdning må antages at afvige fra læserpersonens.

Vi kan resumere analysen af digttekstens meddelelsessituation samt af de elementer, kosmos er bygget op af, i følgende model for det poetiske univers: