Umiddelbart er de mest slående træk ved de lyriske tekster, at de sædvanligvis er temmelig korte, og at de på en sær måde hviler i sig selv. De danner en lukket verden, hvor kun de fænomener og følelser, der nævnes, eksisterer, afskåret fra såvel forfatterens som læserens dagligdag. Denne verden bærer et præg af fuldstændighed: Digtet er jo komplet, som det er - i stærk modsætning til den dagligsproglige tekst, der aldrig prætenderer at gengive andet end et fragment af virkeligheden. Det er ikke mindst disse træk, der har ført til forestillingen om digtets autonomi, dvs. dets selvforståelighed eller selvtilstrækkelighed. Forestillingen er af nyere dato, for den hænger sammen med modernismens krav om kunstens adskillelse fra det sociale liv; kunsten skal være selvberoende, kun undergivet den enkelte digters skabende evne; kunsten skal skabe noget unikt, et fænomen af en helt anden art end alle andre tekstformer.

Som historisk betinget æstetisk krav har digtets autonomi ingen almen gyldighed, men det er ubetvivleligt, at lyriske digte har en egen evne til at opbygge selvberoende universer, hvis sammensætning ikke kan sammenlignes med noget kendt kosmos. Netop fordi digte er korte tekster, bliver det så åbenbart, at de enkelte ordmeningers værdi helt igennem skabes gennem deres forbindelser med de andre ord; de fungerer alene som dele af en tekstlig helhed. Bl.a. derfor oplever man så ofte, at man først begynder at “forstå” et digt, når man har læst det til ende.

Rent sprogligt kan man sige, at den særlige ledfunktion ved den digteriske teksts ord ytrer sig deri, at ordenes direkte reference til en dagligsproglig virkelighed er ophævet - eller rettere sat i anden række, idet ordmeningernes referencepunkter nu i stedet dannes af ordenes eget vekselspil. Det vil altså sige, at vi ikke direkte og umiddelbart kan gå ud fra dagligverdenen som tekstens forudsatte referenceramme, således som det er tilfældet i dagligsproget. Her forstås meddelelserne i reglen uden vanskelighed, fordi ordbetydningerne uden videre refererer til et sådant forudsat og alment accepteret semantisk system, hvis plads er dagligverdenen, og hvis indhold man i den normale kommunikation opfatter som principielt problemløst. Den digteriske tekst sætter - i alt fald i første omgang - denne enkle reference ud af spillet, så for at forstå den digteriske tekst tvinges vi til at rekonstruere den poetiske verden, som digtet opbygger, for først når vi kan placere ordmeningerne i en sådan helhed, indser vi deres indbyrdes funktioner, og først da kan vi nå frem til tekstens budskab.

Hertil kommer, at lyrikken udnytter sprogets lydside til at skabe en slags musikalsk forløb, som binder ordenes klang sammen i besættende rytmer og giver deres lyd en egen næsten magisk betydningsværdi.

Resultatet af disse procedurer er, at det lyriske digt ligesom danner en egenmægtig enklave i sprogets og betydningens verden. Det er altså i den forstand “autonomt”, at det ikke synes at forudsætte andre tekster: det virker gennem sin egen helt særlige blanding af sproglyd og ordmening.

Det giver dog ikke mening at tildele digtets autonomi nogen absolut værdi. For det første forudsætter ethvert digt kendskab til dagligsprogets ordmeninger, for det er ved at bearbejde disse, at digteren kan ændre henvisningsfunktionen. Nu er det jo sådan, at dagligsprogets ordmeninger udelukkende eksisterer i tekster. Derfor må vi efter vores formulering slutte, at den autonome læsning faktisk forudsætter kendskab til andre tekster, ja måske i sidste instans til samlingen af alle tekster.

For det andet er intet digts ord helt selvberoende. I det omfang de anvendes med dagligsprogets betydning, kan de jo ikke undgå at vise hen til den almindelige verden, med alle dens socialt betingede institutioner, som digtet netop selv er en del af som litteratur. Et vigtigt undersøgelsesområde er derfor at finde digtets balance mellem intern ledfunktion i det autonome kosmos og ekstern henvisningsfunktion til sprogets hverdagsverden. I f.eks. tankedigtet eller socialt engageret lyrik går den indre universopbygning hånd i hånd med reflekterende passager, diskussioner og beskrivelser. På den måde opstår der glidende overgange mellem lyriske og didaktiske tekster.

Hvis digtet var absolut selvberoende, ville det ikke kunne indgå i større betydningshelheder, men måtte forblive en lukket, unik helhed. Kendsgerningen er, at næsten alle digte indgår i en digtsamling, dvs. en betydningshelhed, der er mere omfattende end den “selvberoende” tekst. Det hænder selvfølgelig, at digtsamlingen blot er en tilfældig typografisk sammenstilling af uforbundne digte, men så snart digte stilles sammen, har de tendens til at virke sammen.

På tilsvarende måde er det ikke tilfældigt, at det er mere givende at læse mange digte af en forfatter end at læse et enkelt. Også her viser det sig, at den enkelte tekst rummer skjulte henvisninger til større helheder. Det er af største betydning i analysen at undersøge, i hvilket omfang den konkrete tekst således stræber mod åben eller lukket form.

Den mest lukkede og autonome poesi, vi kender i europæisk tradition, er utvivlsomt den såkaldt hermetiske (græsk = “lukket”) poesi fra slutningen af 1800-tallet og frem. Her var der virkelig tale om et forsøg på rent sprogligt at gøre hvert digt til en verden af sin egen art, “sui generis”, hvilket selvfølgelig i sin yderste konsekvens fører til, at poesien lukker sig så tæt om sig selv, at den bliver uforståelig. Når man tager fat på St. Mallarmé eller T.S. Eliot, er det, som om man skal lære et helt nyt sprog. Ved den første læsning virker digtet blot som en vilkårlig sammenstilling af ord.