Når vi har underkastet digtet alle de analyseprocedurer, vi har fundet udbytterige, er vi i stand til at give en begrundet fortolkning af digtet. Den består i, at vi viser, hvorledes alle de beskrevne tekststørrelser gennem deres samspil udtrykker et budskab, altså en samling udsagn, som på en eller anden måde siger noget om menneskets situation. Fortolkningen er fremdragningen, formuleringen af budskabet og må som sådan skelnes fra parafrasen, som blot er en omskrivning med egne ord af, hvad der faktisk står i teksten (selv om der naturligvis i enhver omformulering ligger en fortolkning). Parafrasen kan være nyttig i den litterære analyse, ikke mindst når vi ønsker at undersøge forholdet mellem stoffet og tekstens udnyttelse deraf (se § 101). Når vi starter digtanalysen med spørgsmålet “Hvad er situationen?”, vil det ofte være nemmest ganske kort at parafrasere teksten, dvs. forsøgsvis indkredse hovedtemaet ved med vore egne ord at resumere, hvad det drejer sig om. Man får således en første hypotese om hovedtræk i tekstens univers, som den egentlige tekstiagttagelse så kan be- eller afkræfte.

Enhver fortolkning vedrører således tekstens budskab: den er et forsøg på at eksplicitere, sætte i ord, hvad teksten kun rummer indirekte, nemlig den eller de helhedsmeninger, der som tegnindhold skabes af de litterære tekststørrelsers vekselspil, og som kan siges at være dobbelt indirekte i forhold til dagligsprogets meninger, fordi selve de litterære tegn jo er dannet af de dagligsproglige ordmeninger.

Da den litterære analyse, som den her er forstået, er en tekstvidenskab, som vil beskrive, hvorledes sprogets størrelser kan anvendes i konkrete tekster, ligger fortolkningen og dermed budskabsanalysen uden for dens egentlige område. Men det vil naturligvis ikke sige, at man slet ikke kan “gøre noget ved” budskabet. Det “overtages” blot af alle de videnskaber, hvis genstande er abstrakte kulturprodukter: Idéhistorie, æstetik, sociologi, økonomi, psykologi osv. Man kan således undersøge, om tekstens budskab indgår i en “reaktionær” eller en “progressiv” politisk bevægelse; om det er homogent eller i splid med sig selv og eventuelt derved afspejler sociale spændinger i en bestemt klasse. F.eks. kan det hævdes (som forsøgt af Walter Benjamin), at den spænding mellem dualisme og mystik, mellem Satan-kult og religiøsitet, der ligger i Baudelaires poesi, er et vidnesbyrd om den politiske splittelse i det franske borgerskab mellem de liberalistiske idealer og Napoleon den III’s enevoldsstyre.

I en sådan form for litteraturanalyse opfattes budskabet som del af større “omliggende” strukturer. Disse kan principielt angå tre forskellige slags virkelighedsfænomener: psykologiske, sociale eller ideologiske. Forbindelsen mellem værkets budskab og de menneskelige virkelighedssfærer, det vedrører, har vi kaldt værkets ekstratekstuelle relationer. Af særlig vigtighed er de forbindelser, der knyttes mellem værk og real forfatter og læser, eftersom det er gennem disse to “personlige” instanser, værket finder sin plads i virkelighedens verden blandt kulturens øvrige fænomener og virker ind derpå.

Det er vigtigt at understrege, at sådanne ekstratekstuelle relationer er det lige så nødvendigt at behandle som de tekstinterne, vi her beskriver. De har da også en fremtrædende plads i litteraturvidenskabens tradition, og følgende lille oversigt kan give en idé om deres betydning:

1. Forholdet mellem real forfatter og værk behandles af intentionskritikken (som bl.a. kan optræde som studiet af tekstens tilblivelseshistorie eller af tekstens varianter). Jf. § 21.
2. Forholdet mellem real læser og værk behandles enten af oplevelseskritikken (psykologi) eller af litteratursociologien (f.eks. teksten som konsumvare). Et problem, som kan analyseres ud fra begge synsvinkler, er de litterære teksters værdi som virkelighedsgengivelse og dermed hele spørgsmålet om den litterære vurdering. Jf. § 97 om realismeproblemet i narrative tekster. Herunder hører endvidere spørgsmålet om, hvordan skiftende tider har vurderet samme tekst; det behandles i den såkaldte receptionskritik.
3. Forholdet mellem real forfatter og real læser manifesterer sig f.eks. i en given tids kulturpolitik og kan behandles sociologisk, økonomisk osv. Som eksempel kan anføres kunstnernes forhold til mæcenatet, dvs. deres økonomiske afhængighed af rige velyndere eller af Statens Kunstfond, snarere end af markedet.