Gennem tegnbegrebet har vi betragtet litteraturens forhold til sproget. Vi skal nu studere litteraturens forhold til praksis gennem begrebet kommunikation. I stedet for at se på litteraturværkets indre sproglige opbygning kunne det vel i og for sig være lige så berettiget at se på, hvilke andre typer fænomener og handlinger de litterære tekster grupperer sig med, når de bliver brugt.

Det er svært at komme uden om, at den litterære tekst først og fremmest fremstår for os som en meddelelse - værket “siger os noget”. I så henseende bør værket altså studeres ikke snævert sprogligt, men sammen med alle andre former for meddelelser, efter de metoder, moderne kommunikationsvidenskab har udviklet. Det er uomtvisteligt, at det kun er ved hjælp af disse, tekstanalysen kan få greb om den litterære teksts afsender- og modtagerinstanser, men det er vigtigt indledningsvis at slå fast, at det kommunikationsteoretiske synspunkt er utilstrækkeligt af to grunde.

For det første er det slet ikke så selvfølgeligt, at litteraturens formål er at overføre meddelelse fra en forfatter til en læser. Der findes litteraturopfattelser, som slet ikke har brug for denne betragtningsmåde. Man kan nemlig med lige så stor ret opfatte værket som et vidnesbyrd, nemlig om forfatterens psyke eller måske om en epokes mentalitet. Denne opfattelse dyrkes ved den såkaldte symptomale læsning, hvor man ser teksten som en udladning af psyko-somatiske kræfter, forfatteren ikke selv er herre over eller bevidst om. Denne litteraturopfattelse er nært beslægtet med anvendelsen af litteraturproduktion som en art kontrollerbart primalskrig, altså litteratur som gavnlig affektudladning, afspænding osv. På det grundlag er der skabt en hel del helbredelsesteknikker i psykoterapien. Set ud fra læserens vinkel bliver litteratur tilsvarende til en særlig art stimulus, tilbydende den enkelte læser et mere eller mindre rigt oplevelsespotentiale; man kan opfatte litteratur som tekster, der får os til at le eller græde, og så bliver det analysens opgave at gøre rede for, hvordan en litterær tekst kan sætte sådanne psykiske mekanismer i gang. Endelig kan litteratur faktisk også opfattes som påbud, altså opfordring til mere eller mindre konkret handlen. Ellers ville der jo ikke eksistere propagandalitteratur.

For det andet er det slet ikke så indlysende, hvad man mener, når man hævder, litteratur er kommunikation, for hvad meddeler litteraturen egentlig? Den har selvfølgelig et meddelelsesindhold som ethvert sprogligt udsagn, men det er jo netop ikke dette, der gør teksten “litterær”. Man kan således hævde, at det principielt er umuligt at eksplicitere, udtrykke i dagligsprogets udsagn, hvad det er, den litterære tekst kommunikerer: dens “meddelelse” kan kun ske, kun udtrykkes ved læsning af teksten selv. I dette perspektiv er det irrelevant, om den litterære tekst er meddelelse eller ej, for meddelelse ville under alle omstændigheder kun kunne eksistere i og med læsningen af den enkelte tekst.

Argumenter for en sådan anskuelse er bl.a. litteraturens semantiske plurivalens og digtningens uoversættelighed. Man konstaterer, at det digteriske udsagn adskiller sig fra det dagligsproglige ved at være principielt mangetydigt - eller snarere ved at dets tegn har en bredere, mindre præcis betydning end dagligsprogets tegn. Tvetydigheden, den manglende nøjagtighed, er en hæmsko for kommunikationen i dagligsproget, den er selve grundlaget for digtningens eksistens. Heri ligger også, at digtningen ikke alene - som det så ofte er konstateret - ikke kan oversættes til et fremmed sprog (men kun tilnærmelsesvis gendigtes), men endog er uoversættelig til dagligsprog. Forsøger vi at gengive, parafrasere, et digt i dagligsprog, opdager vi, at det gengivne slet ikke er digtet, men en prosaisk forestilling om et “noget”, dagligsproget kun kan formidle en anelse om, ikke i egentlig forstand gengive. Den litterære tekst fremtræder efter denne teori som en genstand ’sui generis', et kulturfænomen, der vel er opbygget af sproglige elementer, men hvis virkemåde som selvstændig genstand bedst kan beskrives gennem dets anvendelse.

Kommunikationsteoriens første opgave er at gøre rede for de “aktører”, som indgår i overførelse af meddelelse. (Note 5). I enhver meddelelsessituation indgår selvfølgelig en afsender og en modtager:

I en berømt artikel har den amerikanske lingvist Roman Jakobson vist, at der i enhver kommunikation indgår tre yderligere faktorer:

• For det første skal man kunne sproget: meddelelsessituationen forudsætter altså eksistensen af en fælles kode.
• For det andet skal vi kunne “høre hinanden”, dvs. parterne skal være i kontakt.
• For det tredje skal vi kende noget til den virkelighed, budskabet refererer sig til; det er vores fælles kontekst.

Vi får således følgende model:

Det interessante ved Jakobsens betragtninger er imidlertid ikke denne i og for sig ret primitive model, der f.eks. ikke får fat i skellet mellem den fysiske kanal, ad hvilken budskabet når os, og den psykiske overensstemmelse (“kontrakt”), der må forefindes mellem afsender og modtager, for at budskabet skal kunne forstås. Det sidste forhold er tilmed særdeles vigtigt for litterær analyse (se nedenfor om “værdier”). Det samme må siges om det forhold, at instansernes forhold til virkeligheden ikke er medtaget i modellen. På det punkt er Peirces ældre tegnmodel med dens systematiske spaltning af instanserne langt mere frugtbar (se § 4).

Jakobsons model kan derimod med stort held anvendes, hvis vi ønsker at karakterisere forskellige, ikke mindst ikke-litterære, tekster ud fra, hvilken vægt de lægger på meddelelsens forskellige faktorer. I enhver tekst må der være sproglige elementer, der har til opgave at sikre en af de seks hovedfaktorer. Men disse kan være til stede i meget varierende grad, ofte sådan at en konkret tekst domineres af bare én af de til de seks hovedfaktorer svarende seks funktioner, selv om hovedmassen af “brugstekster” (didaktiske tekster) naturligvis domineres af den referentielle eller kognitive funktion, som svarer til kontekstfaktoren.

Afsenderfunktionen kaldes den emotive eller ekspressive. Den angår de dele af sproget, der i særlig grad tjener til at udtrykke afsenderens psykiske reaktioner, f.eks. interjektionerne, eller alle de ekspressive stiltræk, der viser afsenderens holdning (f.eks. varierende intonationer).

Den konative (latin: conor = jeg stræber) funktion vedrører meddelelsens orientering mod modtageren, sprogligt udtrykt ved f.eks. imperativ.

Såfremt man vil lægge vægten på selve meddelelsessituationen (kontaktfaktoren), anvendes den fatiske (græsk: fasis = tale) funktion. Den viser sig f.eks. i stereotype sproglige vendinger, som udsendes til sikring af, at budskabet “passerer”, f.eks. “ikke også!”, “hallo!”. Den kendes ligeledes i ren form fra børnepludren. Vi har nævnt (§ 5), at der eksisterer “metasprog”, f.eks. lingvistikkens, der er sprog om sprog. Men også i dagligsproget kan vi udveksle udsagn om vores meddelelsesmiddel, om vores kode, f.eks. ved stereotype vendinger som “Hvad mener du med det?”, “Det forstår jeg ikke”. Man taler i så fald om den metalingvistiske funktion.

Endelig kan udsagnet være koncentreret om meddelelsen som sådan. Det er sprogets poetiske funktion, som f.eks. viser sig i alle de varierende måder, vi kan udsende et og det samme budskab på, eller i de vellydsprincipper, som kan bestemme ordenes rækkefølge (f.eks. det korteste led først i en to-leddet sideordning osv.). Disse “poetiske” virkemidler er stort set dem, som traditionelt kaldes stilmidler, og de vil som sådanne blive diskuteret nedenfor (se især § 34 ff.).

Når meddelelsessituationens instanser er fastlagt, skal kommunikationsmodellen gøre rede for meddelelsens vej gennem instanserne. Budskabet eksisterer jo kun som fortløbende signaler, der er formet af en afsender i en ganske bestemt kode. Alle dennes elementer udgør kodens “leksikon”. Videre undergår signalerne nødvendigvis ændringer undervejs til modtageren, fordi de påvirkes af ydre faktorer, der kan kaldes “støj”. Endelig må modtageren selvfølgelig kunne opfatte signalerne, have et “modtageapparat”, og fortolke dem ud fra sin egen kode med dens særlige leksikon. Først da kan man sige, at meddelelsen er overført fra den ene bevidsthed til den anden.

Det er denne ret så komplicerede proces, den italienske semiotiker Umberto Eco har forsøgt at beskrive med følgende model:

Man bemærker, at modellen ikke er symmetrisk: der er en stor “kasse” mere på højre side (hvis vi tager det udsendte signal som midtpunkt). Det skyldes, at Eco ikke tager med, at ligesom slutresultatet er et tolket budskab i en modtagers bevidsthed, således er udgangspunktet jo ikke blot eksistensen af en afsender, der er forsynet med et indkodningsapparat, men også en impuls, der sætter dette apparat i funktion, altså nogle psykiske signaler, som eksisterer i den kommende afsenders bevidsthed:

Man kunne endog med fuld ret yderligere udbygge modellen, fordi den, der afsender et litterært budskab, faktisk ikke uden videre er identisk med den fysiske person. Denne må med nødvendighed indtræde i en ganske bestemt afsenderrolle, der bl.a. er bestemt af, hvilken figur afsenderen gerne vil spille i modtagerens bevidsthed. Tilsvarende må den fysiske modtager antage en modtagerrolle, altså acceptere til en vis grad at spille den rolle i afkodningen, som afsenderen har tiltænkt sin adressat. Endelig er det heller ikke sådan, at den litterære afsender står frit i forholdet til koden. Hans “adfærd”, dvs. den måde, budskabet indkodes på, bestemmes i ganske høj grad af den såkaldte “litterære institution”, dvs. alle de regler, der i et givet samfund til en given tid gælder for den litterære produktion, bl.a. om hvad man må sige, og hvilke udtryk man må benytte i hvilke sammenhænge. Noget tilsvarende gælder selvfølgelig for modtageren, der som læser får anvist en ganske bestemt plads af den litterære institution, der bl.a. bestemmer, hvordan man skal “nyde” et lyrisk digt, hvilke reaktioner der er passende i teatret, osv.

Umberto Eco har selv forsøgt at skildre, hvorledes den litterære kommunikation er så langt mere kompliceret end den dagligsproglige, idet han beskriver et Petrarca-vers' (“Chiare, fresche, dolci acque”, “klare, friske, milde vande”) vej fra forfatter til læser:

Se eventuelt modellen for afkodningsprocessen i dette A3-wordformat.

Som modellerne viser, står den litterære analyse på ingen måde i modsætning til kommunikationsanalysen. Den isolerer blot en side af denne, nemlig teksten forstået som meddelelse. Denne meddelelses afhængighed af den fysiske afsender og modtager bliver således blot en del af det, vi har kaldt de ekstratekstuelle relationer (§ 68). Det kan f.eks. dreje sig om forholdet mellem forfatter og publikum. Sådanne forhold studeres især af litteratursociologien.

På ét bestemt punkt er det dog nødvendigt at indføre kommunikationsteoriens begreber i selve tekstanalysen, nemlig i beskrivelsen af litteraturens meddelelsessituation. Selv om man forstår tekstanalysen som beskrivelse af det digteriske univers, teksten skaber, kan man ikke undvære de grundlæggende instanser i analysen af digterværkets udsigelsesform, fordi det særegne ved litterære tekster er, at instanserne så at sige er indbygget som forudsætningen for den korrekte opfattelse af de fremstillede genstande.

I dagligsproget kender afsender og modtager typisk hinanden. I litteraturen er dette aldrig tilfældet. Litteratur er i den forstand énvejskommunikation. Derfor indbygges der i de litterære teksters univers afsender- og modtagerinstanser, der virker sammen med de øvrige tekstelementer. Denne fordobling af instanserne er ikke absolut særegen for litterære tekster, som vi så det med Peirces tegnmodel (§ 4), der arbejder med en systematisk spaltning. Men den er i alt fald særlig karakteristisk for de litterære tekster, hvor forfatterrollen (her kaldet forfatterpersonen) og læserrollen er udbygget som særlige særdeles virksomme størrelser i teksten.