Når vi bestemmer den litterære analyses område som det meningsunivers, der skabes af indholdsplanets form, dvs. det forestillingssystem, de fremstillede genstande indgår i i kraft af ordmeningernes struktur, afviser vi ikke dermed nødvendigheden i at betragte digtningens stof og ideer “i sig selv”, dvs. som indholdssubstans. Det meste af den litterære kritik består jo netop af “budskabs-analyse”, hvor man undersøger værkets stof og tanker som fortolkningsudsagn om forskellige sider af virkeligheden. Teoretisk set bevæger en sådan helhedsfortolkning sig blot på et højere tegnniveau end tekstanalysen. Man anskuer så tekstens poetiske univers som et tegn, der får sin betydning ved at indgå i et samspil med andre typer udsagn om den pågældende virkelighed.

Principielt kan man arbejde med indholdssubstansen på to helt forskellige måder: ud fra stoffet eller ud fra ideerne. Når man analyserer stoffet, interesserer man sig for, hvad det er for en slags virkelighedsfænomener, fysiske som psykiske, de fremstillede genstande står for. Således kan man analysere fænomenerne “ruiner” og “kærlighed” som forestillinger i litteraturen. Ved at forbinde deres varierende fremtrædelsesformer i forskellige værker med deres andre kulturelle fremtrædelsesformer, gør man sådanne substanser til dele af langt mere omfattende tegnsystemer, end det er muligt i den egentlige tekstanalyse. Et kendt forsøg i nyere tid er den franske filosof Gaston Bachelards elementlære, hvor litteraturens stof tolkes dybdepsykologisk som udtryk for grundpsykiske stemninger og holdninger (jf. § 48). Historisk set er det et meget karakteristisk træk ved litteraturen, at det stof, den betjener sig af for at forme sine budskaber, varierer stærkt gennem de forskellige perioder. Det er af indlysende åndshistorisk interesse at undersøge, hvornår litteraturen f.eks. begynder at fortælle om børn eller henlægge sine dramaer til den vilde natur.

Når man undersøger værket som bærer af bestemte ideer, foretager man temaanalyse. Denne interesserer sig altså for selve indholdet af værkernes budskaber og anskuer det som værdidomme om en eller anden side af den menneskelige virkelighed. Således kan man beskrive Don Juan-temaets udformning i litteraturen gennem tiderne eller forskellige værkers holdning til 1. verdenskrig. Når den vestlige kritik er sammensat af vidt forskellige, ofte usammenlignelige retninger eller skoler, hænger det netop sammen med, at budskabsanalysens metode og indhold afhænger fuldstændig af, hvad det er for en virkelighed, man mener, værket og måske litteraturen som helhed forholder sig tolkende til. Således har den dybdepsykologisk-freudianske kritik ikke meget til fælles med den idéhistoriske eller med marxistisk ideologikritik, med fransk-amerikansk nihilistisk dekonstruktivisme eller europæisk empirisk læserreceptionsforskning (note 4). Kun ét er fælles for alle disse metoder og synsvinkler: de forudsætter alle beherskelse af den litterære analyse, for det er kun gennem dens metoder, det er muligt at tilordne sine tolkninger - af hvad art de end måtte være - til konkrete steder i en foreliggende tekst. Det er kun den allermest radikale (for ikke at sige rabiate) budskabsanalyse, der fornægter dette forudsætningsforhold ved nemlig at afvise selve tekstbegrebet: den eneste “tekst”, der findes at analysere, er den, jeg skaber i min læsning her og nu. En konsekvens heraf bliver, at kritikerens tekst ikke beskriver det litterære værk - som tekstanalytikeren hævder at gøre det - men blot frembringer en ny tekst, der så at sige træder i stedet for udgangsteksten (Roland Barthes).

Det er på denne baggrund ikke underligt, at budskabsanalysens terminologi er meget svingende. Således skelner nogle kritikere mellem “tema” og “motiv”, hvor motivet betegner værkets overordnede gennemgående tema, medens tema står for de enkelte ideer, der indgår heri, og som forekommer i værkets forskellige dele. Dette skel mellem tematisk del og helhed er selvfølgelig afgørende for fortolkningen, men terminologien er problematisk, for i billedkunsten anvendes de to termer nærmest med modsat fortegn. Maleriets motiv er enten et delaspekt eller oftest anvendt simpelthen synonymt med billedets stof (“motivet er hentet fra Kalveboderne”), hvorimod temaet betegner billedets overordnede idé. I folkloristikken anvendes tilsvarende “fortællemotiv” om et enkelttræk ved eventyrets handling (“motivet: dragen med de fem hoveder, der forlanger prinsessen udleveret”). (Læs eventuelt opslag om forskellige definitioner af begreberne 'motiv' og 'tema' på pixidansk.dk).

Det ligger i Hjelmslevs tegnmodel, at kun den analyse, der beskæftiger sig med udtryks- og indholdsplanets “form” er videnskabelig eller “immanent”, dvs. frigjort fra tilfældige ydre og subjektive kriterier. Således som vi her har placeret “substansanalysen”, altså tolkningen af de litterære budskaber, tildeles der ikke den litterære tekstanalyse større “objektivitet” (for ikke at tale om “sandhed”) end den kritik, der sætter litteraturen i forbindelse med sjæl og samfund. Eftersom selve den måde, hvorpå jeg opdeler det stykke tekst, jeg har foran mig, og selve de modeller (“paradigmer”) for delenes sammensætning, som må danne rygraden i min analyse, hviler på tanker og forestillinger, som jeg selv har haft med til mit møde med teksten, kan selv den mest jordnære og teksttro tekstudlægning aldrig blive “objektiv” i streng forstand.

Det er bl.a. dette forståelsesparadoks, man i filosofien kalder den hermeneutiske cirkel: Når vi skal forstå det ikke-egensproglige udsagn, skal vi kunne erkende det som specifikt, afgrænset omverdensfænomen, men det kan vi ikke gøre, med mindre vi i forvejen råder over det erkendelsesapparat, der tillader denne forståelse. Vi forstår således kun, hvad vi allerede ved, og litteraturfortolkningen udtrykker blot med anledning i teksten, hvad der allerede befandt sig i vores eget sind!

Den hermeneutiske cirkel bliver i litteraturanalysen særlig påtrængende på to områder: ordmeningernes historiske bundethed og tekstdelenes forhold til helheden. Vi skal senere beskæftige os mere indgående med tekstanalysens historicitet, her skal blot problemet bestemmes. Selve grundlaget for tekstanalysen er forståelse af tekstens ordmeninger. Men disse kan jo kun meget delvist udlæses af teksten selv, hvorfor jeg altså må søge i tekstens historiske kontekst for at finde ordenes “sande” betydning.

Imidlertid er det jo tilfældigheder, der afgør, om jeg netop får fat i de relevante kontekster, hvorfor jeg aldrig kan være helt sikker på, om den betydning, jeg som et historisk faktum tillægger tekstens ord, ikke i virkeligheden er en konstruktion i min egen forstand.

Vi har allerede antydet problemkredsen omkring begrebsparret del-helhed (jf. § 9). Eftersom jeg ikke kan opfatte nogen tekststørrelse som “del”, uden at jeg samtidig har en forestilling om den “helhed”, størrelsen indgår i, må min forståelse af teksten altså starte med en antagelse om dens helhed. Men da der på den anden side ikke eksisterer nogen helhed, som ikke består af dele (ellers ville jeg blot opfatte en absolut amorf masse), må jeg først kende delene, før jeg kan bestemme den helhed, de indgår i.

Disse erkendelsesteoretiske overvejelser bør ikke føre os til total skepticisme (“enhver tekstforståelse er lige god” eller “er god, hvis den er god for dig”), men lære os åbenhed over for andres tolkninger og mane til forsigtighed med at opfatte vores egen som indlysende rigtig. Vi skal altså ikke opgive den immanente metode, blot fordi den ikke i absolut forstand er objektiv. I vores praksis-orienterede perspektiv er det nemlig tilstrækkeligt at fastslå, at den litterære analyse, der bygger på tekstanalyse, under alle omstændigheder er mere objektiv end den, der straks vil fremføre denne eller hin tekstfortolkning, simpelthen fordi tekstanalysen som operation ligger forud for budskabsanalysen, således at ingen budskabsanalyse kan hævde at tale om teksten på kontrollabel vis, hvis den ikke hviler på en mere eller mindre eksplicit tekstanalyse. I den forstand kan man sige, at mange foreliggende budskabsanalyser af konkrete værker er mindre “objektive”, fordi deres forfattere simpelthen ikke har fundet det ulejligheden værd i blot minimalt omfang at eksplicitere, på hvilke strukturelle tekstforhold de bygger deres perspektiveringer.