Litteraturens forhold til sproget kan anskues på to måder. Litteraturens udtryks-materiale er sprog, derfor må dens elementære byggesten også være det sproglige tegn. Desuden må litteraturens formål i alt fald også være det, der er sprogets: at meddele sig, kommunikere. Lad os først undersøge, hvorledes litteraturens tegn forholder sig til dagligsprogets.

Det er sandsynligt, at alle kunstarter, altså også de billedlige, i en eller anden forstand forudsætter sprog. Det er i alt fald svært at forestille sig et sprogløst samfund, hvori alligevel forekommer maleri som kunstnerisk udtryksform. Musikken indtager her, som på så mange andre områder, lidt af en særstilling, men selvom fuglesang eller fårekyllingens spil måske er musik, er det vel næppe “kunst”? Som “ordets kunst” udtrykker litteratur sig pr. definition gennem det sproglige medium. Alligevel kan den litterære analyse ikke bare falde sammen med den sproglige analyse, for det er oplagt, at den litterære tekst benytter det sproglige medium på en anden måde end den dagligsprogede tekst. Opgaven er at bestemme denne forskel.

For det første er det åbenbart, at alle menneskelige samfund har sprog, men ikke alle har litteratur i vores forstand. Man kan således fastslå, at det litterære sprog forudsætter dagligsproget, medens det omvendte ikke er tilfældet.

Det følger heraf, for det andet, at det digteriske tegn, dvs. den minimale betydningsénhed, må ligge på et logisk højere niveau end det dagligsproglige. Anderledes sagt: litteraturens materiale er ikke sprog, men noget, der med nødvendighed er formidlet gennem sprog. Vi vil kalde dette noget “de (sprogligt) fremstillede genstande”. For at belyse dette forhold mellem sprogets ord og digtningens genstande må vi se på det sproglige tegns opbygning.

Den svejtsiske lingvist F. de Saussure (o. 1900) konstaterede, at man måtte skelne mellem en udtryksside (le signifiant), altså de sproglige ytringer, vi kan høre og læse, og en indholdsside (le signifié), dvs. de forestillinger, udtrykket fremkalder i vores bevidsthed, altså det, tegnet “betyder”. Den saussure’ske skelnen kan afbildes således:

Imidlertid viste den danske lingvist Louis Hjelmslev (o. 1940), at Saussures model ikke er tilstrækkelig til at gøre rede for tegnets elementære opbygning, og derfor heller ikke er i stand til at slå bro mellem dagligsprog og digterisk sprog. Således kan man ikke ud fra modellen forklare, hvorledes det går til, at tegnets lydside i det lyriske register anvendes til at skabe et lydunivers. Det gør nemlig en afgørende forskel, om man udnytter sproglydene, på samme måde som alle andre menneskefrembragte lyde i øvrigt, til at skabe ekspressiv “ordmusik”, eller om man anvender lydene, sådan som de fremtræder i sprogets fonologiske system, og således udbygger dagligsproget med et særligt lydunivers. For at forklare sådanne forhold må man skelne mellem den “rå” totale lydmasse og så den ganske specielle form for lyd, vi finder i sproget. Også på indholdssiden kan vi gøre en lignende betragtning gældende; det digteriske tegn udnytter nemlig ikke ordenes “betydning”, hvis man hermed forstår abstrakte tanker og ideer, men bygger på den ganske særlige måde, det enkelte dagligsprog har ordnet disse meninger på i semantiske systemer. Herved ses nødvendigheden på indholdssiden af at skelne mellem den totale tankemasse og den ganske særlige form for forestillinger, der findes udtrykt i det enkelte sprog. En digttekst bygger sin verden på de organiserede ordmeninger, ganske ligesom dens “musik” normalt udnytter de organiserede sproglyde.

For at kunne gøre rede for disse forhold mellem “naturlige”, uorganiserede lyde og egentlig sproglyd, mellem rene psykiske forestillinger og ordmeninger, er det nødvendigt i den todelte tegnmodel (signifiant - signifié) at indføre den skelnen mellem form og substans, som Hjelmslev fastlagde som forudsætning for analysen af det sproglige tegn, eftersom substansen, artikuleret lyd (streger på papiret) eller tanker og ideer, kun kan erkendes og beskrives, for så vidt de anskues som struktureret af en form (sprogets lydsystem, ordmeningernes system). Skellet mellem substans og form går altså på tværs af tegnets opdeling i udtryk og indhold: om begge tegnets sider gælder det, at de nødvendigvis må fremtræde som form manifesteret i en substans. Vi får således følgende firleddede model for det dagligsproglige tegn:

Den hjelmslevianske tegnteori ligger bag hele denne bogs analysemetode, derfor er det i et kritisk perspektiv vigtigt at minde om, at den indebærer nogle alvorlige svagheder, og at den kun får fat i en del af sprogets virkelighed. Filosofisk set bliver både opdelingen i udtryk og indhold og i substans og form yderst problematiske for den, der ikke kan tilslutte sig den platoniske dualisme, og de er måske endda tautologiske: hvis “udtrykket” er det, vi kan sanse, hvorledes adskiller så “udtryksformen” sig fra “indholdet”, eftersom udtryksformen aldrig kan sanses direkte?

Den “alternative”, dvs. ikke dualistiske, tegnteori, der har haft størst betydning som udfordring til formalismen (skabt af Saussures elever ikke mindst i Østeuropa) og strukturalismen (Hjelmslev) er skabt i forrige århundrede af den amerikanske filosof, Ch.S. Peirce. Det er ud fra denne, man især i det 20. årh.’s anden halvdel har udviklet “semiotikken”, læren om alle slags betydningssystemer og deres virkemåde.

Peirces udgangspunkt er det uomtvistelige faktum, at sprogets betydning først opstår ved et samspil mellem afsender, modtager og “verden”. Han erstatter altså den formalistiske binære logik med et mere komplekst interdependensforhold. Det, der er det afgørende nye og frugtbare i Peirces tegnmodel i forhold til de talrige varianter af den banale antidualistiske treledsmodel, er for det første, at han omformer trekanten til en femkant, fordi han har indset, at betydningen først skabes, når de tre kendte kommunikationspoler forbindes med en kode og udtrykker sig i en kanal. For det andet - og det er langt den mest perspektivrige iagttagelse for den litterære analyse - er der det sære ved de fem poler, at de alle optræder så at sige spaltet i en tegnintern og en tegnekstern instans. Således er det jo klart, at koden, som Peirce kalder “interpretanten”, både optræder i mit sind som mine personlige idiosynkrasier (den såkaldte dynamiske interpretant) og findes som del af tegnet, hvis dette overhovedet skal kunne have intersubjektiv mening (“the immediate interpretant”). I J. Dines Johansens fortolkning ser Peirces komplette tegnmodel således ud:

Man ser let, at den store fordel ved Peirces tegnmodel for den litterære tekstteori er, at den sætter os i stand til at beskrive den litterære betydningsproces som et dynamisk samspil mellem en række faktorer, og ikke kun som en statisk struktur bygget op af binære modsætningspar i hierarkisk pyramideorden. Konkret ligger Peirces tegnopfattelse bag denne bogs læser- og forfatterbegreb (spaltningen mellem real forfatter og “forfatterperson”, se § 63) og har også spillet en rolle for analysen af det værkelement, vi her kalder “værdier”. (Note 2)

I det følgende skal vi forsøge at placere digtningens tegn i forhold til den hjelmslevianske model for dagligsprogets. I princippet må litteraturen beskrives efter ganske den samme tegnmodel som dagligsproget, af hvilket den jo blot er en særanvendelse. Når vi siger, at den digteriske tekst benytter dagligsproget som sit materiale, betragter vi de forestillinger, tekstens ordmeninger fremkalder, “de fremstillede genstande”, som dele af et system, der naturligvis fremtræder for os realiserede i en substans. For litteraturens vedkommende er denne på udtrykssiden det givne sprogs tegn i deres helhed og på indholdssiden den givne kulturs tankeverden. Analysens opgave består så i at bestemme “formen”, dvs. de sammenhænge og lovmæssigheder, gennem hvilke ordmeninger og kulturstørrelser opbygger et “univers”, dvs. skaber en sammenhængende betydning. Derimod er det ikke analysens opgave at beskrive “substansen”, dvs. de tanker og forestillinger, der kan læses ud af værket. Denne sidste proces kaldes her “budskabsanalyse”.

Det kunne være fristende at sige, at det digteriske sprog omdanner dagligsprogets indholdsside fra at være et “signifié” til at være det nye tegns “signifiant”. En så enkel model kan imidlertid ikke være rigtig. Dels bruger det digteriske sprog faktisk også dagligsprogets lydside til at skabe ny betydning (se nedenfor om digtets lydunivers), dels er det jo indlysende, at det digteriske tegn rent umiddelbart fremtræder i dagligsprogets klædedragt. Det bearbejder nok i særlig grad dagligsprogets indholdsside, men det er det sproglige tegn i dets helhed, som er digtningens materiale, dvs. er det digteriske tegns udtryksside.

Denne analyses nødvendighed kan vi indse, hvis vi betragter tegnets virkelighedshenvisning, dets “reference”. Litteraturens stof er jo ikke sproglige størrelser som kasus eller konjunktiv, men “virkeligheden”, dvs. bevidsthedsfænomener som de afspejles i sproget. Derfor må det digteriske tegns udtryksside (“signifiant”) være dagligsproget som middel til at tale om “verden”. At dagligsproget kan opfylde denne funktion skyldes, at dets tegn fungerer som henvisninger til noget andet, til en verden af ikke-sproglig art.

Denne henvisningsverden er ikke “virkelighedens”, men sprogets indholdssystem, dets semantik. Det er umiddelbart indlysende, at tegnet “bord” ikke er eller “står for” nogen reel genstand. Tegnets indhold er en abstrakt størrelse, hvis opbygning kan beskrives gennem en analyse af de “semer” (mindste betydningselementer), der indgår deri. Man kan altså sige, at tegnet snarere “står for” en idé, at det altså udtrykker et begreb, hvis indhold igen findes i en “idé- eller tankeverden”, som er summen af de forestillinger, som på et givet tidspunkt i en given kultur kan findes i en menneskelig bevidsthed.

Ser vi således tegnet, dvs. helheden af signifiant og signifié, som indgående i, visende hen til et tankesystem, bliver tegnet i sig selv nu en “signifiant” for et rent forestillingsmæssigt “signifié”, og da man i dette perspektiv opfatter tegnet i sin helhed som visende hen til noget andet, kaldes de to planer nu “référent” og “référé.” Det er først denne enhed af référent (= det sproglige tegn) og référé (= dettes plads i et kulturelt-konceptuelt system), der har en eller anden forbindelse til virkeligheden. Idéen viser hen til noget virkeligt, dens indhold er et “denotatum” (et noget, der i alt fald i overført forstand kan peges på).

Denne betydningssystematik kan illustreres ved følgende figur:

Når vi siger, at den digteriske teksts “tegn” er ordmeningerne, vil det altså sige, at vi betragter de sproglige tegn som “référents”, og at den litterære analyse består i at undersøge tegnet på dette niveau, dvs. primært forholdet mellem référent og référé og sekundært forestillingens forhold til denotatum. Jo mere teksten insisterer på digtningens forhold til denotatum, altså udnytter henvisningsfunktionen i tegnet, jo mere vil den nærme sig sagprosaens status. Det gælder f.eks. dokumentarromanen. Omvendt, jo mere teksten lader betydningsdannelsen alene fremgå af forholdet mellem “référent” (sprogets ord) og “référé” (kulturens tankeverden), jo mere vil den synes at lukke sig om sig selv, at bevæge sig helt på forestillingens niveau, dvs. at være digterisk. Der er altså tale om glidende overgange.

Der er ingen tvivl om, at det digteriske sprog logisk set ligger på et højere niveau end dagligsproget; det er den kendsgerning, vi ovenfor udtrykte ved at sige, at det digteriske sprog forudsætter dagligsproget. Det tilhører herved en klasse af sprog, vi kunne kalde “oversprog”, som er defineret ved at forudsætte et andet sprog. Dette indgår altså i oversproget som et element blandt flere.

Den tydeligste form for oversprog er utvivlsomt den, der i lingvistikken kaldes “metasprog” (meta, græsk = over). Man forstår herved et sprog om sproget, dvs. et udtrykssystem, der som genstand (“det, man taler om”) har et andet sprog. Det er især videnskaberne (forstået som beskrivelsessystemer), der betjener sig af sådanne metasprog; således er det filosofiske fagsprog, hvori et “er” ikke nødvendigvis betyder det samme som i dagligsproget, et metasprog, ligesom lingvistikkens eget sprog - eller tekstanalysens. Således er litteraturvidenskabens sprog trinhøjere end digtningens, som den forudsætter.

Mere interessant er det, at digtningens sprog tilhører en helt anden klasse oversprog end videnskabernes. Sådanne sprog er særlige ved, at de ikke taler om sprog (de er ikke “videnskabelige”), men ved hjælp af sprog om fænomener, der ikke er tilgængelige via dagligsproget. Disse oversprogs udtryksside er nok sprog, men deres indholdsside handler ikke om sprog, men om fænomener af en ny art, “sui generis”, hovedsagelig om menneskets holdning til det udsagte.

Som eksempel på sådanne oversprog kan anføres alle klart stilmarkerede udtryksformer, der benytter dagligsproget, men giver det en særlig drejning, således at det i øvrigt neutrale dagligsproglige udsagn fremtræder med en særlig nuance, valør, som kan henvise f.eks. til den talendes sociale status (slang), arbejdsforhold (argot), hjemstavn (dialekt), holdning eller vurdering (stilniveau) osv. Man kan i en vis forstand kalde den slags oversprog for “konnotationssprog” (om begrebet se nedenfor § 8), fordi de lægger betydningens hovedvægt ikke på selve det at udpege fænomener i verden (“denotation”), men på at udstyre denne udpegning med et ordnet sæt af ledsagende valører, der er bundet til bestemte sproglige størrelser. En sådan beskrivelse passer mindre godt på digtningens sprog, der jo slet ikke “denoterer”, udpeger noget bestemt i en konkret virkelighed.

En tredje slags oversprog er de kodede sprog, som når man “bakker snagvendt”. Modsat den foregående type, har de samme indholdsside som dagligsproget, men en helt anderledes udtryksside. Hvis det alene drejer sig om at omforme udtrykssiden, så den passer til en anden kanal end munden og menneskets øvrige artikulatoriske apparat, f.eks. til morse- eller blindealfabet, kan vi slet ikke tale om oversprog. Allerede det skrevne sprog er jo resultat af en sådan omformning.

Det særlige ved det oversprog, digtningen betjener sig af, er, at det ikke har noget åbenbart “denotatum”. Dets indholdsside består af rene forestillinger (de fremstillede genstande), hvis eksistens vi ikke har mulighed for at verificere. De er bare på den måde, de nu er, dvs. som det har behaget digteren at fremstille dem.

Betyder denne egenskab nu, at det digteriske tegns betydning afskærer sig fra såvel det dagligsproglige som det fysisk-psykiske virkelighedsniveau? Vi møder her et af sprogfilosofiens væsentligste problemer. Selvom den digteriske tekst ikke taler om konkrete fænomener i min historiske virkelighed, men opbygger et autonomt betydningsunivers, er det jo åbenbart, at den udmærket kan tale om, referere til og altså denotere min faktiske livssituation her og nu (“værket taler til mig”).

Den nemmeste løsning på dette paradoks er selvfølgelig at hugge den gordiske knude over og simpelthen hævde, at digtningen slet ingen virkelighedsreference har. Den danner helt sit eget sprog og derved en selvstændig, “autonom” verden ‘sui generis’. Den løsning er for nem, for den kan ikke gøre rede for den åbenlyse sammenhæng, der råder mellem udsagn, dagligsprog og dagligverden.

Den enkleste model for denne sammenhæng bygger på, at det enkelte dagligsproglige udsagn er en del af dagligsproget, der igen er et af dagligverdenens fænomener og tilgængelig for vores sanser. Det kan f.eks. illustreres således:

Hvis vi nu opfatter den digteriske tekst helt autonomt, vil det sige, at vi nok anerkender dens forbindelse med dagligsprog og dagligverden, men dog hævder, at dens forestillingsverden er helt dens egen, at den altså ikke i egentlig forstand er led i dagligsproget. Denne opfattelse kan f.eks. illustreres således:

Disse enkle modeller er “naive”, fordi de sammenblander tegnets opfattelige fremtræden (det, der høres) med tegnets betydningsskabende evne (det, der menes). Det konkrete udsagn er vel en del af det sanselige dagligsprog, men det er åbenbart, at det også er en manifestation af “noget andet”, nemlig dagligsprogets system. Det er først, når denne skjulte tilknytning erkendes, betydningen dannes. Vi må altså operere med to planer: de aktualiserede sansedata og disses system. F.eks. efter følgende model:

Overfører vi nu denne tankegang til de litterære teksters sprog, ser vi, at den samme planfordobling er nødvendig for forståelsen af “digtets verden”. Som tekstfænomen (der kan høres eller ses) er denne jo en del af “sproget”, dvs. den samling ytringer, hvis indhold kan bestemmes som alle dagligsprogets ordmeninger. Disse udgør ikke en sum, men fungerer som elementer, der ved deres forbindelser opbygger en sammenhængende forestillingsverden (jf. ovenfor om référent - référé). Det følger heraf, at ligesom dagligsprogets perciperbare lydlige manifestationer kun forstås, hvis de opfattes som ordnede på grundlag af et bagvedliggende system, således forudsætter også ordmeningerne et bagvedliggende system, som på den måde nødvendigvis må indgå i forudsætningerne for den “digteriske verdens” opbygning og virkemåde.

Således fremgår digtningens verden ikke på mystisk vis direkte af sprogets, men den bygger simpelthen på den almindelige forestillingsverden, således som den kommer til udtryk i dagligsproget. Det er ved den systematiske udnyttelse af dagligsprogets forestillingsverden, digtningen skaber sit særlige “oversprog”.

Man kan også sige det på den måde, at den digteriske teksts særegenhed består i, at den så at sige føjer et plan til oven på dagligsprogets ordmeninger. Således bliver digtteksten et udsagn på et højere erkendelsesniveau end den dagligsproglige tekst. Et konkret vidnesbyrd om, at den digteriske tekst er “trinhøjere” end den dagligsproglige, er det, at litteraturens indhold ikke fuldstændigt er oversætteligt til dagligsprog. Ingen parafrase kan udsige stort set det samme som den digteriske tekst, medens det dagligsproglige udsagn bl.a. er karakteriseret ved sin oversættelighed. Herved adskiller den digteriske udtryksform sig i øvrigt fra andre “konnotationssprog”, f.eks. skoleargot, som det jo altid er muligt at oversætte fra det ene stillag til det andet (og til dagligsprog). Men også for det “øverste” meningslag i digtets sprog gælder det, at det må opfattes i to planer: på den ene side nogle elementer, der fremtræder iagttageligt, på den anden et system, der implicit ligger bagved. På den ene side “det, digtet siger” (og som direkte kan læses), på den anden side det kunstneriske system, der er forudsætning for, at vi overhovedet kan tale om et digterisk udsagn (som forskelligt fra det dagligsproglige), men som ikke direkte kan iagttages “i teksten” (ved simpel læsning). Det er dette, som først analysen kan fremdrage/eksplicitere.

I så tilfælde må forholdet mellem digtning, dagligsprog og virkelighed illustreres ved en betydelig mere kompliceret model, idet vi går ud fra det forhold, at den digteriske tekst består af to planer, udtryks- og indholdsplanet, og at disse forudsætter både et sprogligt og et meningsmæssigt lag. Teksten ses altså ikke længere primært som “selvstændigt” udsagn, der blot har reference til andre virkelighedssfærer, men som et udsagn, hvis lag tilhører hver sin virkelighedssfære, nemlig dagligsproget og den almindelige forestillingsverden, der udtrykkes i ord. Det ligger i en sådan opfattelse, at indholdsmæssigt tilhører den digteriske teksts forskellige lag forskellige virkelighedsklasser, dvs. klasser af perciperbare omverdensfænomener (fysik, psykologi, metafysik), som følgelig, hvis de anskues hver for sig, må analyseres ud fra hver sin beskrivelsesmetodik, “videnskab” (grammatik, semantik, poetik).

Dette, det digteriske udsagns komplicerede tilhørsforhold til tre forskellige virkelighedssfærer og lagenes indbyrdes hierarki, er forsøgt belyst gennem følgende model:

Det ses let af modellen, at den del af sprogvidenskaben, der analyserer dagligsprogets system, nemlig grammatikken, ligger for langt væk fra litteraturens stof til at kunne få væsentlig betydning for litteraturanalysen. Det er mere oplagt at hente analysens metodik fra den videnskab, semantikken, der studerer ordmeningernes system, eftersom digtningens stof består af de forestillinger, disse skaber i læserens bevidsthed (“de fremstillede genstande”).

Det står fast, at uden et indgående kendskab til et sprogs betydningssystem, kan man ikke studere dets litterære tekster. Alligevel kan man ikke opfatte litterær analyse som blot en videreudvikling af semantisk analyse:

• dels fordi den digteriske verden er opbygget ikke af ordmeninger (som bare er redskaber), men af forestillinger
• dels især fordi litteraturen i kraft af sin manglende denotation har frihed til at opbygge sin egen “semantik”, dvs. tildele ordene betydninger, der er anderledes end dem, ordene har i dagligsproget. Man kan ligefrem sige, at det særegne ved det litterære sprog er, at de enkelte tekster så at sige danner deres eget betydningssystem.

Det er klart, at de litterære tekster kun kan opnå den effekt ved at kombinere dagligsprogets ordmeninger på en særlig måde. Den vigtigste metode hertil er uden tvivl delvist at lade ordets konnotationsmening træde i stedet for dets denotationsmening.

For at illustrere, hvad der menes med dette begrebspar, kan vi betragte ordet “grøn”. På dansk “betyder” “grøn” en bestemt farve, og ligegyldigt hvordan man benytter sproget, kan man ikke ændre ved det faktum, at “grøn” er grøn. Denne farvenuance udgør ordets denotationsværdi, og vi kan altså (meget groft, og uden at vi her tager stilling til forholdet mellem tegn og virkelighed, mellem signifié, référé og denotatum, se § 5) alment definere denotation som ordenes eksplicitte henvisning til genstande og begreber i den menneskelige omverden eller bevidsthed.

Ordenes denotationsmening kan bestemmes som bundet til det solidariske forhold mellem signifiant og signifié, hvorfor det netop er denotationsværdierne, der træder frem, når vi benytter kommutationsprøven: når “grøn” og “grød” er to forskellige ord, skyldes det, at udskiftningen af et element på signifiant-planet medfører en betydningsændring på signifié-planet.

Imidlertid er der en række betydningsværdier, der “smutter igennem” kommutationsprøvens ret stormaskede net, fordi et skift mellem dem ikke udløser en ændring på signifiant-planet. Således er det jo klart, at “grøn” har helt forskellig værdi i sætningerne “grøn er håbets farve” og “han var grøn af misundelse”. Denotationsværdien er den samme (det er stadig den samme farve), men konnotationsværdien har skiftet fuldstændigt. Det hænger sammen med, at “grøn” i de to sætninger er sat ind i helt forskellige kontekster og derved fremkalder associationer til helt forskellige betydningsområder. I det første henvises til den grønhed, der karakteriserer forår, friskhed osv. I det andet henvises til den grønhed, der karakteriserer afblegning, død, gustenhed, kvalme osv. Ofte vil ordenes konnotationsværdier have noget med følelser at gøre, men det afgørende er, konnotationen fremkommer ikke som et forhold mellem udtryksplan (signifiant) og indholdsplan (signifié), men mellem ordet i sin helhed (bestående af de to planer i indbyrdes forudsætningsforhold) og andre ordhelheder. Vi kan derfor definere konnotation som ordets implicitte henvisning til andre ord i dagligsproget.

Man finder altså ikke ordenes konnotationsværdier ved at udsætte dem for kommutationsprøven, men ved at beskrive de betydningsområder (“semantiske felter”, se § 44), de i en given sprogtilstand kan indgå i. Mange ord har det som kamæleonen: De antager “farve”, værdi, efter deres ordomgivelser; således kan “grøn” indgå i et felt domineret af begreberne “sundhed” og “vækst” og i et felt, der præges af begrebet “sygelighed”. Man kan altså sige, at konnotationsværdien er bundet til det solidariske forhold mellem ord og felt, således at hvis man udskifter feltet, ændrer f.eks. “grøn” konnotationsværdi.

I forhold til ordets denotationsværdi har konnotationsværdierne således to særtræk, der gør deres forhold mere komplekse og vanskeligere at behandle. For det første er de kun potentielt til stede i ordet: de kræver en kontekst for at komme til syne. Ja, ordet behøver slet ikke at aktualisere nogen konnotationsværdi. Et ord kan optræde rent denotativt, hvorimod ingen ord selvfølgelig har udelukkende konnotativ mening. Sagprosaens sprog, er netop præget af det fraværende konnotationsplan, især når der er tale om tekniske eller videnskabelige tekster: der må ikke optræde “generende” uvedkommende bibetydninger. Derimod er en forudsætning for, at en tekst kan opfattes som “litterær”, sikkert, at konnotationsværdierne spiller en fremtrædende rolle i dens betydningsdannelse.

For det andet kan konnotationsværdierne variere, således at samme ord kan have helt modsatte værdier. Det er bl.a. baggrunden for, at tropen “ironi” overhovedet kan eksistere (jf. § 37); når jeg kan sige: “Det var vel nok yndigt!” og dog mene, at “det er elendigt”, skyldes det, at jeg kan ændre “yndigt”s konnotationsværdi fra noget positivt til noget negativt. Ordenes denotationsværdi er bundet til det solidariske forhold mellem signifiant og signifié; derfor er den obligatorisk til stede, når ordet anvendes. Den kan heller ikke variere, selvom et ord selvfølgelig godt kan have “mange betydninger”, dvs. et bredt denotativt betydningsfelt. For den sproglige analyse opstår der her et meget vanskeligt problem: ikke så sjældent finder vi, at samme lydord (“signifiant”) udtrykker, denoterer, absolut uforbundne fænomener (“signifié”). Vi taler så om homonymer, dvs. forskellige ord, der lyder ens. Ordet “rod” er således i virkeligheden tre forskellige ord: 1) plantens rod; 2) uorden; 3) en uartig dreng eller pige.

Sådanne tvetydighedsproblemer stiller sig ikke for konnotationsværdierne, fordi de ikke er bundet til ordet i sig selv, men til sammenhængen mellem ord og konkret anvendelse i et betydningsfelt. Derfor kan de variere og bestandig omformes efter sprogets praksis. Det er netop disse egenskaber ved konnotationsværdierne, det digteriske sprog udnytter. Digtningen opbygger i hver tekst et selvstændigt konnotationsplan ved at lade ordene indgå i tekstspecifikke betydningssammenhænge. Her behøver digtningen ikke at tage hensyn til dagligsprogets denotative tvang, og derfor ser vi ofte digterne tildele ordene nye og overraskende konnotationsværdier. Når således Paul Eluard i et berømt surrealistisk digt kan sige:

Jorden er blå som en appelsin
Aldrig nogen fejltagelse ordene lyver ikke (note 3)

er det ikke, fordi ordene “blå” eller “appelsin” i hans tekst har en anden denotationsværdi end i dagligsproget. Derimod er de to ords konnotationsværdier ændret på drastisk vis - eller rettere, digteren skaber nogle helt nye værdier, fordi de to ord kombineres med fænomener, de ikke kan sættes sammen med i dagligsproget, og fordi teksten selv kræver, at vi ser en fælles konnotation for “blå” og “appelsin”.

Det er meget vanskeligt at skelne skarpt mellem denotation og konnotation. Dels kan nogle “lydord” (homonymer) have vidt forskellige betydninger, dels kan en konnotationsværdi blive så fast, at den udløses automatisk af ordet, uanset kontekst. Derfor findes der også semantikere, der helt afviser at arbejde med disse to begreber, ligesom der anvendes ret så forskellige definitioner af begrebsparret. Man opererer i alt fald med følgende fire:

Uanset hvilken tegnmodel man vælger, skal der i al sproglig analyse skelnes mellem system og forløb. En given lydkæde bliver først til et tegn, når den på den ene side fremstår som et diskontinuert fænomen i talestrømmens fremadskriden, på den anden side opfattes som eksempel på et specifikt sprogligt fænomen, som medlem af en klasse.

Al tegnanalyse består derfor af to hovedprocedurer. Først skal vi kunne opdele forløbet, dvs. afgøre, af hvilke tegn talekæden består. Denne operation kaldes i lingvistikken for syntagmatisk analyse. Man går ud fra talekæden som en streng, der opdeles i stadig mindre enheder, f.eks. periode, sætning, syntagme, osv. På tilsvarende vis består den litterære forløbsanalyse i at opdele den litterære tekst i dele ned til de mindste betydningsbærende enheder. Det springende punkt bliver naturligvis at begrunde de kriterier, man benytter til en sådan opdeling. Heldigvis hjælper teksterne os ofte selv (akter, kapitler, strofer), men i princippet skal kriterierne findes i meningsuniversets egen udformning (spring i tid, rum, person osv., jf. § 78).

Dernæst skal vi beskrive tegnenes system, dvs. afgøre, hvad det er for en slags logiske forbindelser, de således afgrænsede tegn kan indgå i. Denne procedure kaldes i lingvistikken for paradigmatisk analyse, fordi dens første trin er at opstille inventaret af alle de størrelser, der kan stå på samme plads i kæden, dvs. definere ordklassen, paradigmet. I litterær analyse består systemanalysen i at bestemme, hvorledes de fremstillede genstande skaber den digteriske forestillingsverdens grundlæggende aspekter, såsom rum, kræfter, person osv.

Det siger sig selv, at der rent logisk består et gensidigt forudsætningsforhold mellem syntagmatisk og paradigmatisk beskrivelse, for vi kan kun inddele teksten ud fra visse arbejdshypoteser om, hvad dens paradigmer vel kan være - ellers ville vores inddeling blive fuldkommen arbitrær, da vi så ikke, f.eks., kunne have nogen mening om ordenes begyndelse og ende. Tilsvarende kan vi slet ikke foretage paradigmeanalyse, hvis vi ikke har en antagelse om, hvordan den plads i kæden ser ud, paradigmemedlemmerne skal kunne udfylde. Denne logiske cirkularitet er af allerstørste betydning for den litterære analyse, fordi den tillader os at forstå, hvorfor del- og helhedsbetragtning bestandig må supplere hinanden i praktisk analyse. Strengt taget eksisterer det litterære værk slet ikke for os, før vi har læst det i dets helhed, for først da foreligger tilgængelig for vores bevidsthed hele det digteriske univers udfoldet. På den anden side, hvis vi ikke undervejs i vores læsning har foretaget uophørlige (men stadig korrigerede) inddelinger, vil dette univers overhovedet ikke kunne danne sig efter endt læsning; tilbage ville blot stå et formløst magma af løsrevne ideer og stemninger.

Modsat hvad der gælder andre kunstarter, f.eks. maleri og skulptur, er det ikke muligt at gribe det tekstuelle system umiddelbart: teksten skal læses først! Det er altid af betydning for meningen, i hvilken rækkefølge elementerne præsenteres. Det er derfor, begreber som “komposition” og “handling” er så vigtige i litterær analyse, men principielt adskiller litteraturen sig ikke på dette punkt fra alle andre sproglige udtryk. Sprog eksisterer konkret som tidsbundet fænomen. Det samme gælder litteratur. Men det er som systembundet fænomen, litteratur betyder.