“Det rigtige er ikke at vædde.
Jovist, men man skal vædde; det er ikke en frivillig sag. De er jo ombord.” (Pascal, Tanker, ca. 1660)

Pascals berømte væddemålsarrangement siger, at selvom forstanden ikke kan trænge ind til troens mysterium, bør mennesket dog satse på troen, fordi ethvert menneske, troende eller ateist, af selve sin tilværelse tvinges til at gøre sin indsats, tage stilling til troens praksis. På lignende måde må tekstanalytikeren erkende, at kunstværkets mysterium ikke er umiddelbart tilgængeligt for forstandens klare lys. Alligevel er vi i vores omgang med kunstneriske tekster nødt til at satse på en eller anden form for litterær analyse, hvis vi da vil bruge værkerne til noget som helst andet end navlebeskuende selvnydelse. For at kunne bruge tekster i mellemmenneskelig samhandlen må vi betjene os af et begrebsapparat, der mindst har følgende træk:

1. Det skal tale om tekster på en sådan måde, at mine iagttagelser vedrører den tekst, som også mine samtalepartnere ønsker at tale om. Vi skal kort sagt kunne tale om samme tekst i samme sprog.
2. Det skal være egnet til at sætte tekster i forbindelse med hinanden, så vi kan drage sammenligninger og finde mening i de historiske forløb.
3. Det skal kunne udtrykke de litterære værkers forbindelse med de sider af vores virkelighed, der ikke er sproglige. Det skal altså sætte os i stand til at forklare, hvad værket fortæller om psyke, samfund og kosmos.

I denne håndbog vil jeg lægge hovedvægten på det første træk, der unægtelig også er forudsætningen for al kontrollerbar tale om litteratur. Det drejer sig altså i første række om at vise, hvilke iagttagelser man kan gøre i litterære tekster, hvordan sådanne iagttagelser kan systematiseres og udtrykkes, og dermed hvorledes litteraturværkets betydning opstår gennem strukturelementernes samspil.

Håndbogen er ikke en indføring i det enkelte konkrete værk. Hver gang vi står over for et ukendt kunstværk, møder vi mysteriet, den unikke oplevelse. Derfor må vi med en vis ængstelse hver gang stille os spørgsmålet: vil dette værk åbne sig for mig? Det ville være rart med en universalnøgle, men en sådan findes selvfølgelig ikke; vi må hver gang forsøge at finde den særlige nøgle, der passer til just dét værk. I håndbogen forsøger jeg at foreslå forskellige “ruter”, ad hvilke det erfaringsmæssigt lønner sig at rejse ind i værkets verden, men den enkelte læsers valg af rejserute ind i det konkrete værk sker helt på eget ansvar. Læseren må “vædde”, satse på, at den valgte rute fører frem til forståelse og erkendelse af værkets sammenhæng. Man kan miste sin indsats - ruten ender blindt, og kunstværket forbliver lukket om sit mysterium. Men i så tilfælde kan man bruge håndbogens beskrivelsesapparat som en slags sikkerhedsnet: der foreslås mange rejseruter, og den kritiske læser kan gøre en ny indsats, så længe kræfterne rækker!

Tekstanalysen skal altså være heuristisk, dvs. hjælpe læseren til at finde vej ind i værket. Men den skal også sætte læseren i stand til at berette om sine oplevelser undervejs, dvs. fremstille sin værkbeskrivelse intersubjektivt og kontrollabelt. Det er kun muligt, hvis man kan forankre sin analyse i en helhedsopfattelse af tekstanalysens teori. Vi må nøjagtigt vide, hvad vi skal forstå ved de anvendte beskrivelsesudtryk, og vi må vide, hvordan en påstand om værkets struktur skal begrundes eller kritiseres. Men hertil kommer, at den eksplicitte forankring i en analytisk teori er en forudsætning for, at vi selv kan blive os bevidste om vor egen analyses erkendelsesmæssige grænser. Paradoksalt kunne man sige, at den teoretiske helhedsopfattelse fortæller os, at den konkrete analyse altid er partikulær.

Kun når den kritiske læser betjener sig af en samlet systematisk tekstteori, kan han nemlig gøre sig klart, at denne teori som “vejviser” ikke kan vise hen til alle de spørgsmål, teksten rejser. Af enhver ordentlig teori fremgår det, at der i selve den måde, de analytiske begreber bestemmes og systematiseres på, ligger et valg mellem en række mulige opfattelser af, hvad litteratur egentlig er. Teorien forudbestemmer dermed, hvilke spørgsmål der overhovedet kan stilles til teksten i denne teoretiske ramme. Den kritiske læser skal derfor ikke alene kunne bruge en bestemt tekstteori, men også kunne gøre sig dens begrænsninger bevidst.

Her er grunden til, at jeg indleder denne håndbog, der sigter mod praktisk analyse, med et teoretisk afsnit om det sproglige tegnbegreb og kommunikationsmodeller. Men derudover vil den ikke rumme mange rent teoretiske diskussioner. Mit mål er nemlig så præcist som muligt at fremstille ét ganske bestemt sammenhængende litterært beskrivelsesapparat, som sætter den kritiske læser, typisk en litteraturstuderende, i stand til at foretage og formulere en konkret og konsekvent tekstanalyse af et litterært værk.

Både for forfatteren og for læseren er faren ved en sådan fremstilling af en analysemodel, der ikke i særlig grad problematiseres ved stadig teoretisk diskussion af metodernes forudsætninger og ved afvejning af fordele og ulemper ved alternative modeller, at metoden bliver opfattet som den eneste rimelige. Det er den ikke, og brugeren må for alt i verden ikke føle sig forpligtet til slavisk at følge de anviste modeller. Mere beskedent bør man opfatte dem på linje med de “afsøgningsskemaer”, som f.eks. flypiloter bruger til sikkerhedsmæssig afprøvning af de store passagermaskiner før start. Skemaerne sikrer, at alle maskinens vitale dele bliver afprøvet og funktionsfejl opdaget og lokaliseret. På lignende måde sikrer bogens modeller og procedurer, at læseren bliver opmærksom på alle de “funktionsejendommeligheder”, de særlige træk, som afslører, hvorledes teksten er bygget op. Det ligger i denne betragtningsmåde, at det ikke ville give nogen mening, om man i en enkelt tekst leder efter alle modellernes elementer og funktioner. Det værste, der kunne ske, var, om man opfattede denne fremstilling som en Prokrustesseng, ud over hvilken enhver tekst med vold og magt skulle strækkes. Den vigtigste opgave ved litterær analyse, nemlig at finde frem til kunstværkets mysterium, kan ingen håndbog hjælpe læseren med; her må læseren selv, på eget ansvar, vælge vej og metode, selv gøre sin indsats.

Teoretisk set er det selvfølgelig ikke muligt at foretage en litterær analyse, hvis man ikke først har bestemt, hvad man forstår ved litteratur. Det pudsige er imidlertid, at vi i praksis er ude af stand til at opfylde denne betingelse, fordi begrebet litteratur ikke lader sig definere éntydigt, dvs. på samme måde som logiske eller matematiske begreber. Denne begrebsmæssige vanskelighed spiller heldigvis ingen større rolle for den konkrete litterære analyse, fordi vi i praksis meget sjældent er i tvivl om, hvornår vi skal anlægge et “litterært synspunkt” på en tekst.

Det er klart, at der gennem tiderne er givet mange bud på, hvad litteratur er. Det er karakteristisk for alle definitioner, især dem fra ældre tid, at de indebærer et kraftigt normativt træk, for de skal jo tillade at udskille de ikke-litterære tekster fra de litterære. “Dette værk er ikke kunst, ergo er det heller ikke litteratur”. Normative definitioner kan ikke anvendes som grundlag for videnskabelig litterær analyse, der betragter teksternes verden som et kontinuum, i hvilket den enkelte tekst skal placeres på grundlag af så tekstnære træk som muligt. Det drejer sig ikke om at udstøde en tekst i ikke-litteraturens mørke, men om at bestemme tekstens mere eller mindre “litterære” træk. Mange tekster er både litterære og ikke-litterære, alt efter hvilke træk man lægger vægt på, og hvilken opfattelse af begrebet litteratur man hylder.

Selvom man ikke kan bestemme begrebet éntydigt, kan man godt nærme sig en indholdsbestemmelse, der kan tydeliggøre, hvad vi mener, når vi intuitivt kalder en tekst litterær. Næsten alle de kendte definitioner har noget rigtigt ved sig; de skal blot opfattes som partikulære. De belyser kun én side af litteraturens væsen, hvad der ikke skal bebrejdes dem, for litteraturen har mange ansigter, og de kan ikke alle anskues og bestemmes på én gang.

Definitionernes forskelligartethed beror i høj grad på, at de indsætter de litterære tekster i forskellige videnskabelige sammenhænge, dvs. søger at placere dem i forhold til indbyrdes usammenlignelige dele af virkeligheden. Hvis vi f.eks. siger, at litteratur er tekster, der bearbejder og fortolker det drømmestof, den menneskelige bevidsthed er skabt af, er det jo ikke indlysende, at dette træk falder sammen med den musiske bestemmelse af litteratur, der siger, at alle tekster, der på en eller anden måde forvandler sproget til “sang”, er litterære. Vedrører de to træk de samme tekster? Det er ikke sikkert, men de siger derimod begge noget væsentligt om indholdet i vores intuitive opfattelse af begrebet litteratur.

Følgende fem bestemmelser er særlig centrale; de henter deres begreber fra helt forskellige virkelighedsområder og betjener sig derfor af forskelligt videnskabeligt sprog:

Videnskabsgren	Virkelighedsområde	Bestemmelse
Filosofi	Den menneskelige erkendelses sproglige formulering	Litteraturen består af quasi-domme, dvs. af domme, om hvilke man hverken kan sige, at de er sande eller falske, selvom de formelt udviser de empiriske udsagns kendemærker.
Lingvistik	Sprog	Litteraturen er et rent oversprog baseret på konnotationsmeninger (se § 8); den filosofiske definition siger, at de denotative, referentielle meninger i en vis for-stand er suspenderede, den lingvistiske, at i stedet træder ordenes “bibetydninger”; En anden lingvistisk definition siger, at litteraturen udgør et sprog, der er redundant i forhold til dagligsproget; det litterære sprog har ingen egentlig kommunikationsværdi, fordi det ikke kan andet end bygge på det foreliggende dagligsprog med dets dagligverdensmeninger.
Musik	Lydenes verden	Litteratur er alle de tekster, der udnytter sprogets lydside systematisk, dvs. opbygger et specifikt lydligt univers, der ikke findes i dagligsproget.
Psykologi	Oplevelse af tekster	Litteratur som oplevelsesfænomen bestemmes enten ud fra teksten eller ud fra den oplevende; i første tilfælde siger man, at den er forlenet med en særlig helhedskarakter, på tilsvarende måde som mange virkelighedsfænomener opleves i helheder og ikke som sammensatte af adskillelige træk; eller også lægger man vægt på, at litterære tekster frembringer helt særlige psykiske reaktioner; man taler da ofte om den æstetiske oplevelse.
Dybdepsykologi	Den menneskelige sjæls struktur	Litteratur er tekster, der udtrykker menneskesindets dybeste, “før-bevidste” lag; alle andre tekster kan højst være afspejlinger (drømmen) eller tolkninger (myten) heraf.

Man behøver blot at slå op i en vilkårlig æstetikhistorie for at finde talløse andre bestemmelser, men de rummer som nævnt næsten alle som skjult formål et skarpt skel mellem god og dårlig kunst. Fælles for de fem anførte bestemmelser er derimod, at de vil placere en konkret tekst i forhold til et konkret virkelighedsområde ved hjælp af et videnskabeligt begrebsapparat. Derfor kan man ikke give den ene forrang frem for den anden, men det er indlysende, at den enkelte læser må vælge mellem de metoder, der kan afledes heraf. Samme tekst kan udmærket analyseres efter alle fem synspunkter, men bare ikke samtidigt!

Den teoretiske opfattelse, som ligger til grund for nærværende fremstilling, er nærmest den, der her er kaldt den filosofiske, fordi den tillader os at erkende litteraturens erkendelsesmæssige, sproglige og psykologiske særtræk som tre facetter af samme fænomen. Når vi således siger, at litteraturen er bygget op af quasi-domme, dvs. af udsagn som ikke henviser til noget konkret fænomen i den ikke-tekstlige virkelighed, modsat det dagligsproglige udsagn, forstår vi let, hvorfor litteraturens udsagn fremstår for os som en slags selvstændige udsagn, der ikke henviser til, dvs. udgår fra nogen konkret ophavsmand, en “forfatter”. Det er gennem denne spaltning mellem den reale forfatter og den røst, vi hører gennem teksten, litteraturen opnår den særlige psykologiske effekt at udtrykke “andetheden”, dvs. mit forhold som læser til andre mennesker i al almindelighed: røsten tilhører ikke nogen bestemt.

Heri ligger også forklaringen på, at litteraturen indbyder os til at identificere os med denne røst. Ikke ved at jeg gør den til min egen, men ved at jeg træder ud af mig selv og ind i “forfatterens” ham. Denne spaltning af jeg’et udgør uden tvivl en psykologisk forudsætning for, at man overhovedet kan opfatte en tekst som “litterær”; læseren skal, for at tilegne sig et værk på en litterær måde, i læsningens tid kunne skyde sit eget jeg i baggrunden og i alt fald delvis træde i “den andens” sted. Det er i den forstand, man kan sige, at den, der “forfatter” den litterære tekst, er mig selv, fordi jeg nemlig ved at “spille den anden”, dvs. (gen-)skabe tekstens roller, gør mig selv til forudsætning for dens eksistens. Se § 51.

Psykologisk set må litterære tekster altså på en eller anden måde fremvise en spaltning mellem jeg (den reale forfatter) og udsagn, mellem udsagn og du (den reale læser). Denne spaltning kan udføres forskellige steder i teksternes struktur, og det er netop sådanne forskelle i “spaltningsstrukturen”, der forklarer, hvorfor litterære tekster med nødvendighed opfattes som tilhørende forskellige “genrer” (nedenfor § 15 om “registre”). En af tekstanalysens vigtigste opgaver er at finde frem til de teksttræk, der rent faktisk udløser læserens gruppering af teksten i en bestemt “genre”, dvs. tvinger læseren til at “afspille” teksten i et bestemt register.

Det er værd at understrege, at den logisk-sproglige synsvinkel, vi har anlagt på litteraturen, i ganske særlig grad kommer til kort, når man vil behandle litteraturens indholdssubstans, dvs. fortolke de litterære budskaber. Her må denne bogs metoder suppleres med sociologiens og psykologiens. Hvis man f.eks. vil behandle litteraturens budskaber som struktureringer af det før-bevidste sjæleliv, må man selvfølgelig udvikle et beskrivelsesapparat, der grunder sig på en eller anden form for dybdepsykologi. Man kan f.eks. antage, at den litterære tekst har en status, der nærmest er at ligne med den, drømmen har i den freudianske teori. Drømmen er et manifest foreliggende, men i sin form besynderligt og derfor svært forståeligt vidnesbyrd om reelle, men skjulte drømmetanker, bevidstheden ikke direkte kan have adgang til. På tilsvarende måde fremtræder den litterære tekst som et vidnesbyrd om psykiske problemstillinger, der i vid udstrækning ligger forud for individets (dvs. forfatterens) egen problembevidsthed. De ikke-litterære genrer, f.eks. essayet, kan derimod i princippet kun udtrykke forfatterens bevidste holdninger.

Litteraturens hemmelighed er, at den er i stand til at omdanne de dybe, før- bevidste sjælstilstande og -oplevelser til tekster ved at lade dem passere gennem en censurinstans, der kun tilsyneladende reducerer dem til essayets status. Censurinstansen omfatter bl.a. samtidens litterære koder, f.eks. genreregler, smagsbegreber, og etiske koder (moralbegreber som den franske klassicismes “sømmelighed”, “bienséance”). Resultatet af denne omformningsproces er en litterær tekst, der hverken er direkte udtryk for et dybdepsykologisk fænomen eller for en intellektualiseret, bevidst omtolkning heraf. Den faktiske litterære tekst fremstår kort og godt som en gåde, for den er delvist uforståelig ud fra de “normale”, ikke-litterære tekstkoder. Det analytiske arbejde må derfor bestå i at tolke samspillet mellem “normalitet” og “kodebrud” i den hensigt at fremdrage de “egentlige” psykiske fænomener, der har frembragt teksten, og som denne skjult strukturerer. Den tekstanalyse, der skal løse denne opgave, kræver helt andre metoder end dem, som fremstilles i denne bog. Man skal bare huske på, at den logisk-sproglige analysemetode er et nødvendigt supplement, fordi det er den eneste, der sætter os i stand til at forbinde det konkrete sproglige fænomen med budskabets indhold.

Som vi har set, gives der ingen endelig definition af den litterære tekst. Derfor er det mest fornuftigt også at nøjes med en operationel bestemmelse af begrebet litterær analyse: Litterær analyse er at udsige domme om en tekst, jeg opfatter som litterær, i et sprog, der tillader at udpege ganske bestemte steder i teksten som sandsynlighedsbevis på dommens sandhed. Denne definition gælder, uanset hvilket af de fem ovennævnte synspunkter man ønsker at anlægge på sin tekst.

Definitionens kernepunkt er, at analysen skal være tekstorienteret; kun de udsagn er i denne forstand analytiske, som bygger på konkrete tekststeder, om hvis forståelse vi kan blive enige (for ellers svækkes deres værdi som argument). Herudover gælder naturligvis de samme krav til tekstanalysens sprog som til enhver videnskabelig fremstilling. Analysen skal være:

1. modsigelsesfri
2. udtømmende
3. så enkel som muligt

Man kan også sige det sådan: Det kritiske sprog skal være:

1. klart, dvs. bygge på et sammenhængende begrebssystem
2. tekstnært, dvs. henvise til konkrete steder i de litterære tekster
3. læservenligt, dvs. fremdrage de centrale træk og undgå såvel sofistisk pindehuggeri som indforstået snik-snak.

Den operationelle bestemmelse definerer analysen ikke ud fra, hvad man gør, men efter hvordan man går frem. De konkrete analyseprocedurer, altså det kritikeren faktisk siger, skal tilgodese to krav, som enhver kritiker på anfordring må kunne opfylde:

1. Han skal kunne anvende en nogenlunde artikuleret tekstteori på en sådan måde, at han om nødvendigt kan vise, hvorledes de mange enkeltiagttagelser fremkommer ved beskrivelsesfremgangsmåder, der indgår på en bestemt måde og plads i en sammenhængende analyseproces, og som kan udtrykkes i en éntydig kritisk kode. Vi kunne kalde dette krav analysens systemorientering.
2. Men det er ikke nok, at praksis viser hen til teorien: analyseprocedurerne skal også være udformet på en sådan måde, at de først og fremmest og så éntydigt som muligt peger mod ganske bestemte steder i den analyserede tekst. Procedurerne skal altså så vidt muligt fremtræde i udsagn med konkret tekstreference. For kun på den betingelse bliver iagttagelserne interessante for andre end den enkelte, eftersom vi nu alle kan diskutere, om den påståede procedure nu også forklarer det pågældende sted. Vi kunne kalde dette krav analysens tekstorientering.

Disse formelle, operationelle bestemmelser er selvfølgelig ikke nok til at skabe en teoretisk funderet definition af, hvad tekstanalyse er. Hvis man vil opstille en egentlig analyseteori, kommer man ikke uden om at inddrage de spørgsmål, vi behandlede i § 2 om litteraturens væsen. En fuldstændig litterær tekstteori stiller således yderligere to krav til kritikeren; denne skal:

3. redegøre for betydningsproblemets art, dvs. indplacere den analytiske metode i en konsistent opfattelse af litteraturens væsen: hvad taler litteraturen om? Kravet om analysens tegnorientering.
4. tilordne denne opfattelse til en sammenhængende teori om de virkelighedsfænomener, den litterære teksts betydning hævdes at vedrøre; analysens begrebsapparat skal med andre ord være i overensstemmelse med den videnskabelige beskrivelse af de pågældende virkelighedsfænomener. Kravet om analysens tolkningsorientering.

Den, der vil behandle et værks budskab, må i sin fremstilling gøre rede for (eller dog på anfordring kunne gøre rede for), ud fra hvilken problematik han har fundet det mest hensigtsmæssigt at undersøge teksten, dvs. han skal angive, af hvilken art hans betydningsproblem er: psykisk, socialt, ideologisk osv. Han må altså kunne argumentere for, hvorfor det er rimeligt at anlægge netop det og det synspunkt på den pågældende tekst. Men skal en sådan budskabsanalyse blive andet end individual-psykologisk fortolkning (som siger mere om kritikeren end om arten af tekstens budskab), må kritikeren også være i stand til at henføre sin betydningsproblematik til en sammenhængende teori om vedkommende virkelighedsudsnit. Hvis budskabet således undersøges som udtryk for en bestemt psykologisk karaktertype (fx Frederik Nielsens J.P. Jacobsen - digteren og mennesket - en literær undersøgelse, 3. udg. 1968/1953), får hans iagttagelser kun interesse, hvis de kan indgå som materiale i en velfunderet psykologi om sådanne emner; hvis budskabets betydning postuleres at angå den politiske økonomi, må iagttagelserne være konsistente med en økonomisk teori som Keynes eller Marx’ - ellers fremstår de blot som uinteressant lommesociologi. Det skal tilføjes, at den teoribygning, betydningsproblemet tilordnes, selvfølgelig ikke behøver at være det sidste skrig på bjerget; meget ofte har det tværtimod størst interesse at undersøge litteraturen ud fra samtidige teoribygninger, således Corneilles viljesopfattelse ud fra Descartes’ psykologi (snarere end Piagets), Balzacs politiske anskuelser ud fra Joseph de Maistres filosofi (snarere end ud fra Lukács’) eller J.P. Jacobsens skæbneopfattelse ud fra Darwins evolutionslære.