I romanens verden fremtræder læserpersonen især på tre måder:

1. Som adressat, nemlig for forfatterens læserhenvendelser.
2. Som læserens kulturelle kompetence, som bl.a. vises i tekstens forklarende oplysninger.
3. Som læserholdning, der præger alt i fortællingen, som tjener til at værdisætte det fremstillede.

Ligesom forfatteren kan træde frem og kommentere teksten i eget navn, således kan læseren vise sig som en styrende modtager. Det er klart, at læseren ikke kan tale direkte: al litteratur er énvejskommunikation. Derfor kan den aktive læserrolle kun udføres med forfatterens hjælp, nemlig ved de såkaldte læserhenvendelser. Det drejer sig altså om, at forfatteren gennem det omfang og den måde, han tiltaler sine læsere på, giver mig som real læser en forestilling om, hvilket publikum forfatteren har i tankerne. Man kan sige, at gennem læserhenvendelserne ekspliciteres forfatterens ideallæser (se § 53).

Henvendelser går i deres form fra de helt eksplicitte med direkte anråbelse af læseren:

Således vil De gøre, som holder denne bog i Deres hvide hånd, og De som sætter Dem godt til rette i Deres magelige lænestol ...

(Balzac, Far Goriot, note 5)

Jeg kan godt høre Dem, læser, De siger til mig: Hvad med Jacques' kærlighedsaffære?

(Diderot, Fatalisten Jacques, note 6)

til de helt upersonlige og indirekte, hvor der ikke nævnes nogen læser, men hvor det, der fortælles, kun kan forstås som en oplysning “uden for historien”, og som kun gives af hensyn til læseren. Sådanne læserorienterede oplysninger vedrører typisk historiens baggrundsstof. Når således Flaubert i Et enfoldigt hjerte omtaler to personer med tilføjelse af deres erhverv, er det jo for vores, læsernes skyld, ikke for historiens:

Robelin, gårdejeren fra Geffosses ... Hr. Bourais, forhenværende advokat.

Man ser, at sådanne neutrale, upersonlige oplysninger falder sammen med de fortællebundne forfatterkommentarer. Den nære sammenhæng ses af, at forfatterne ofte søger at dramatisere disse kedelige sagsoplysninger ved at give dem dramatisk form som retoriske spørgsmål, udråb, benægtelser, dvs. ved at inddrage tilhøreren, hvilket også er formålet, når der i kommentaren anvendes “vi” i stedet for “jeg”.

Ud over at gøre sagsoplysningerne livligere tjener læserhenvendelserne også til at bearbejde forholdet mellem læserperson og forfatterperson. De kan nemlig bruges til at skabe indtryk af afstand, idet forfatteren kan behandle den anråbte læser mere eller mindre pænt. Den største afstand skabes naturligvis, når det kommenterende “jeg” skælder ud på læseren, normalt i humoristisk øjemed:

At fortælle dig om kærlighedens virkninger må være lige så absurd som at fortælle en blindfødt om farverne;... kærlighed ligner jo sikkert efter din opfattelse en tallerken suppe eller en skive roast beef.

(Fielding, Tom Jones, note 7)

Afstand kan også skabes ved, at forfatteren skælder ud på sine personer, som læseren måske føler dybeste sympati for; således ironiserer Stendhal over sin helt, Julien Soreis handlemåde - som senere skal vise sig at være udtryk for ægte menneskelighed:

Jeg må indrømme, at den svaghed Julien udviser i denne enetale, giver mig en ringe mening om ham.

(Rødt og Sort, note 8)

Den skiftende afstand mellem forfatter og læser træder især frem i deres fordoblede form, som fortæller og tilhører i jeg-romanen. Således kan der være stor etisk afstand, som mellem Justine (fortæller) og Juliette (tilhører) i Sades Dydens ulykker (Justine, ou les malheurs de la vertu, 1791); eller stor intellektuel afstand: tilhøreren i Tom Jones er langt mindre intelligent end fortælleren. Det omvendte er tilfældet i Celas Pascual Duarte. Ofte undergår en så stor afstand ændring i løbet af fortællingen; i Tom Jones bliver forholdet til sidst ganske intimt, medens omvendt afstanden mellem fortæller og tilhører i slutningen af Camus' Faldet (1956) er langt større end ved romanens begyndelse.

Som implicit tekstinstans kan vi principielt ikke møde læserpersonen direkte, men vi kan alligevel få nogle svar på spørgsmålet “Hvem er læserpersonen?” Det er nemmest at indse læserpersonens identitet så at sige negativt, dvs. gennem de begrænsninger teksten forudsætter i læserens kulturelle kompetence.

De allerfleste koder regner forfatteren jo med, at alle kan, så de er kun helt implicit til stede derved, at de ikke kan nævnes. Således har næsten alle romaner en læserperson, der kan sproget: de færreste er forsynet med glossar, selvom det kan forekomme, hvis personerne taler dialekt eller forbryderjargon. Vigtigere er det, når teksten forklarer svære ord eller sære fænomener. Således er det klart at når Stendhal i Karteuserklostret i Parma (1839) må oplyse, at i Scalaoperaen “plejer man kun at lade de små visitter, som man aflægger i logerne, vare en 20 minutter”, har den forudsatte læser aldrig været i Milanos operahus.

Sådanne iagttagelser over det forudsatte kompetenceniveau er selvfølgelig især interessante for den litteraturkritik, som studerer litteraturens forhold til virkelige læsere, altså tekstens modtagelse i tiden. Her er det indlysende vigtigt at konstatere, om tekstens læserperson repræsenterer et ungt eller gammelt publikum, et mandligt eller kvindeligt, et specialkyndigt eller almendannet, osv.

At bestemme læserpersonens holdning i den konkrete tekst er formentlig roman-analysens vanskeligste opgave, fordi læserpersonen er den af alle tekststørrelser, som udtrykkes mest indirekte, nemlig gennem den særlige værdimæssige farvning, alt det fremstillede har fået. Denne læserpersonens skjulte stilling er et centralt led i den vestlige æstetik siden Aristoteles. Hovedstrømningen i den fortællende kunst i denne lange periode har utvivlsomt været at formidle en så “objektiv” virkelighed som vel muligt, og ønsker man at give indtryk af objektiv fremstilling, skal man netop trænge læserpersonens rolle tilbage så meget, det overhovedet lader sig gøre - således som det netop sker i vor traditions mest objektivitetssøgende tekstmedium, den videnskabelige afhandling, der bandlyser alle værdiladede og vurderingsstyrende udtryk, dvs. forsøger at konstruere en tekstart uden indbygget adressat. Jo vanskeligere det er i den litterære tekst at få fat i læserpersonens holdninger som særligt tekstelement adskilt fra de fremstillede genstande, des stærkere vil disse fremtræde som uformidlede udtryk for virkelighedens fænomener. Formålet med den videnskabelige teksts undertrykkelse af adressaten er netop at give indtryk af, at de fremstillede forhold er umiddelbart erkendelige for enhver (uden at gå igennem en læserpersons filter) og derfor sande.

Tekstens skjulte holdninger kan naturligvis lokaliseres på alle niveauer, men der er især tre, som altid bærer tydeligt præg af den værdisættende instans:

1. Sprogets værdiladning
2. Handlingens udformning
3. Personernes karakter

Som vi så det i det lyriske univers, lønner det sig altid at undersøge alle de stilfænomener, der har med sprogets værdiladning at gøre: plus- og minusord, hyperbel, komik, ironi osv. Handlingsgangen siger noget om fortællingens værdisyn, når vi sammenligner det, der fremstilles, med det, der faktisk skete (jf. skellet mellem sujet og fabel, § 101). Fortællingens handlingsgang har nemlig til formål at indprente en norm. Forholdet er særlig tydeligt i moraliserende børnefortællinger: de er konstrueret således, at læseren må acceptere nogle ganske bestemte værdisæt, hvis man ikke simpelthen vil afvise fortællingen som falsk. Som eksempel kan vi tage en treleddet moralsk fortælling, der typisk forløber over tre faser:

1. Tab af norm.
   Hovedpersonen bryder en norm. Spørgsmålet er nu, om normen er korrekt, eller om normbruddet er berettiget. “Et barn pjækker fra skole.”
2. Sanktion.
   Normen “hævner sig”. Spørgsmålet er nu, om sanktionen fører noget godt med sig, for i denne type er under alle omstændigheder den norm, der får lov til at “hævne sig”, en god norm. “Barnet klarer så ikke en senere prøve.”
3. Normbekræftelse.
   Hovedpersonen indser, det var forkert at bryde normen, og modtager en belønning for den vundne indsigt. “Den rare lærer hjælper barnet til at bestå sluteksamen.”

Finlitteraturen er mere sammensat og indirekte, men princippet er det samme: læseren skal opleve gennem fortællingen, at en norm, det ikke går an at forkaste (eller som absolut må forkastes), sættes på prøve. Denne norm er ikke læserens, men værkets. Værket viser altså ikke hen til en individuel norm, men refererer sig til en social gruppenorm.

Personernes karakter har indlysende betydning for læserholdningen af den simple grund, at der jo må være en tekstbasis for, at så mange læsere er enige om, at den og den person er sym- eller antipatisk. Man kan sige, at medens normaspektet vedrører læserholdningens kognitive side, vedrører vores forhold til personerne den affektive.

Denne side af læserpersonen er specielt vanskelig for analysen, fordi den beror på det dunkle begreb identifikation. Der kan jo ikke være tvivl om, at en væsentlig del af litteraturens betydning for os ligger i, at vi i så høj grad drages mod dens personer og glider ind i deres rolle. Dermed føres vi til at antage samme værdier som fiktionens personer. Men det er meget vanskeligt på det nære tekstplan at få fat i, hvilke konkrete tekstelementer det er, der får disse identifikationsmekanismer i gang. En vigtig igangsætter er utvivlsomt, om teksten selv peger på behovet for identifikation - gennem patos eller sentimentalitet - eller om den søger at holde læseren på fem skridts afstand, f.eks. gennem ironi. Det er uhyre vigtigt for læserholdningen, om vi bringes til at beundre helten, føle skrækblandet fryd eller afsky over for heltens adfærd osv.

Norm og identifikation har til formål at ændre læserens livssyn. De er derfor meget vanskelige at studere løsrevet fra de faktiske læseres reaktioner. Det er da næsten også altid litteratursociologer, som har beskæftiget sig med disse sider af digtningens univers. Under alle omstændigheder kan man slå fast, at analysen af læserpersonen, dvs. af kunstens værdiniveau, nok kun kan foretages ad indirekte vej. Det er sikkert denne skjulte, indirekte tilgang til det, der er kunstens kerne, der gør, at digtningen bevarer sin urgamle gådefuldhed.

Groft sagt kan man inddele de mulige læserholdninger i tre typer:

1. Den accepterende holdning
2. Den afvisende holdning
3. Den neutrale holdning

Grundsynspunktet ved denne opdeling er læserpersonens afstand til det fremstillede, altså spørgsmålet om, i hvilken udstrækning de mangeartede værdidomme skal accepteres for pålydende, dvs. om læserpersonen identificerer sig dermed, eller om læserpersonen (f.eks. gennem ironi) viser os, at nogle af de indirekte værdidomme ikke skal tages for gode varer. Denne form for analyse, som ofte må bero på diskutable fortolkninger af enkeltsteder, kompliceres, som nævnt ovenfor, yderligere i kritisk praksis derved, at det er svært at hindre interferens mellem den reale læsers personlige sym- og antipatier og den i teksten liggende værdiorientering. Deraf kommunistiske bandbuller mod småborgerlig dekadent litteratur, og liberal-kapitalistisk dédain for sovjetisk arbejderromantik.

En accepterende holdning består i, at læserpersonen forholder sig ligefremt positiv til det fortalte: vi skal le med de glade og græde med de ulykkelige. Der forekommer således også negative værdier i romaner, som præges af accepterende holdning; det afgørende er, om der er overensstemmelse mellem personernes domme og læserpersonens. Romanens skurk er vores skurk; hvis en sympatisk person finder en anden frastødende, skal læserpersonen ikke kunne stille spørgsmål ved denne vurdering, men uden videre acceptere den. Man ser let, at en så unuanceret holdning kun findes i mere primitiv litteratur som børnebøger og seriehæfter. “Finere” litteratur vil næsten altid udvise nogen afstand mellem personaccept og værkaccept, men et kendt eksempel på den sentimentale romans forenklede værdisætning er ikke des mindre Rousseaus La nouvelle Héloise (1761).

I ren form er den afvisende holdning nok lige så sjælden som den ukompliceret accepterende. For at finde dækkende eksempler skal vi sikkert til de helt primitive krigsromaner med deres skrækpropaganda mod den gule fare og lignende. I mere sammensatte fortælleformer, f.eks. den samfundssatiriske roman, udtrykkes afvisningen indirekte. I stedet for direkte negativt ladede værdidomme anvendes alle tænkelige former for kontrastvirkninger mellem værdier, hvoraf den ene fremstilles indirekte, gennem konteksten, som værende klart i modstrid med “sandheden”, dvs. det værdisæt, teksten ikke indirekte dementerer. En sådan indirekte på ironien hvilende værdisætning finder vi f.eks. i Thackerays afsløring af Forfængelighedens marked (1847-48).

Den neutrale holdning er utvivlsomt så langt den mest anvendte i den vestlige finkulturs roman. Udtrykket “neutral holdning” skal selvfølgelig omgås med varsomhed, for som nævnt forekommer egentlig neutral holdning kun som den videnskabelige teksts tilstræbte “objektivitet”. Men det kan dog konstateres, at også i fortællende litteratur svinger den styrke, læserpersonen fremtræder med, stærkt, lige fra den gammeldags moraliserende børnelitteraturs hævede pegefinger (Den store Bastian) til den nyere romans forsøg på en objektiv, tingsorienteret fremstilling. Hos Alain Robbe-Grillet fældes f.eks. ikke værdidomme, og stilen holdes på et neutralt middelniveau, som Roland Barthes rammende har kaldt “stilens nulpunkt” (“le degré zéro de 1'écriture”). Man forsøger på den måde at udvirke, at det bliver den faktiske læser, som tager stilling umiddelbart til fortællingen, ser den med sine egne øjne og ikke gennem en styrende læserpersons briller. I virkeligheden er “nissen”, altså tekstens holdningspåvirkning, så blot flyttet over fra stilen til andre tekstelementer; i den franske “nouveau roman” først og fremmest til manipulationer med handlingsforløbet.

I nyere tids psykologiske roman finder vi et andet vigtigt udslag af tendensen mod svækket læserperson (og neutral holdning). Man skildrer mere eller mindre særprægede personer rent indfølende og beskrivende; det drejer sig mindre om at vurdere end om at forstå. Således f.eks. i Aage Dons' medfølende menneske-skildringer. I ekstrem form bevirker afsvækkelsen af læserpersonen naturligvis også her, at vi nærmer os ikke-litterære teksttyper, f.eks. psykiaterens “case-story”.

Foruden ved at afsvække læserpersonens fremtræden kan man i litteraturen nærme sig den neutrale holdning på en helt anden måde, nemlig ved at lade den udtrykte holdning svinge (jf. det svingende fortælleperspektiv, § 70). Man “forvirrer” altså den reale læser ved snart at fremstille begivenheder og personer ud fra en medfølende indstilling, snart ud fra en afvisende. Vi kender fremgangsmåden f.eks. fra Mauriacs Therese Desqueyroux (1927), hvor mordersken snart vises i al sin gru som et menneskeligt monstrum, snart forklares som en stakkels ulykkelig kvinde, der ikke kan finde ud af sig selv. Man siger i reglen, at forfatteren undlader at fælde dom over sine personer, dvs. at han fremstiller handlingernes moralske pro et contra som advokaten i retten.

Resultatet er også her, at teksten ikke giver den reale læser så megen støtte som vanligt; det bliver hans eget ansvar at vælge, hvilken af de fremstillede holdninger han selv skal gå ind for. Hvis sådanne svingende holdninger anvendes systematisk teksten igennem, kan man tale om attituderelativisme.

En mere subtil virkning opnås, hvis man forsøger at samarbejde holdningernes positive og negative aspekter, så de udtrykkes samtidigt. Den integrerede holdning viser sig ved, at læseren ligesom ikke kan beslutte sig. Han forholder sig forstående over for personerne - men har heller ikke svært ved at se deres skavanker. En sådan sammensat holdning vil ofte være forbundet med udstrakt brug af humor i teksten. Modsat komik og ironi indeholder humoren ikke nogen klar stillingtagen; man finder noget pudsigt, men ikke egentlig forkert. Noget virker rørende, men ikke gribende osv. Humoren står altså midtvejs mellem patos og komik, og snarere end neutral holdning ville det nok være rimeligt i så fald at tale om dobbeltholdning.

I praksis er det ofte vanskeligt at skelne mellem læseren som tekstens vurderende instans og det faktiske individ - som regel mig selv - der reagerer på personer og begivenheder i det fiktive værk. Denne vanskelighed bliver akut, når vi møder en af litteraturens utallige værdidomme, dvs. sproglige udsagn, hvori der hævdes en eller anden “sandhed” af almen karakter (“Lediggang er roden til alt ondt”).

Vi har sagt, at man ikke kan afkræve litteraturen svar på spørgsmålet, om dens udsagn er sande eller falske. På det punkt skiller værdidommene sig imidlertid ud, for her er det faktisk meningsfyldt at stille spørgsmålet. Det er jo indlysende rimeligt at spørge, om værkets “mening”, f.eks. dets opfattelse af kærlighedens væsen, er sand eller falsk. Når vi så i værket finder almene udsagn (“universal factual statements”) om sådanne emner, er det klart, at vi som individuelle læsere ganske naturligt vurderer dem som sande eller falske, dvs. afprøver deres universelle gyldighed i forhold til vores særlige erfaring.

Denne glidning fra tekstrelateret påstand til læserorienteret virkelighedsudsagn er særlig oplagt, når forfatterkommentaren har form af en almen, ikke personpræget maksime. Når f.eks. Tolstoj i Anna Karenina om hovedpersonen siger:

Når hun tænkte på sin dreng og hans fremtidige forhold til den mor, der havde forladt ham, grebes hun af en sådan rædsel for det, hun havde gjort, at hun skød alle tanker fra sig og som ægte kvinde blot søgte ro i hvad som helst, i falske forestillinger og slutninger, i falske følelser og ord, blot for at alt skulle forblive som det var [...].

udsiges dermed en værdidom: Annas adfærd er her “normal” og skal accepteres som sådan. Men hermed bliver det jo også muligt for læseren at spørge: “Er det korrekt, at trangen til sjælelig ro er dominerende hos alle “ægte” kvinder?” Hvis læseren finder, at udsagnet er ukorrekt, vil han samtidig miste noget af sin interesse for tekstens budskab. Det samme er ikke tilfældet med hensyn til de fremstillede genstande. Hvis f.eks. teksten meddeler, at “Napoleon havde fuldskæg”, og læseren ved eller finder ud af, at den “rigtige” Napoleon slet ikke havde skæg, vil denne iagttagelse ingen direkte indflydelse have på læserens bedømmelse af værkets budskab. Vi kan altså slå fast, at denne type almene værdidomme spiller en stor rolle for læserens vurdering af værkets budskabet. De fremtræder nemlig som postulater om samfundet og om menneskelige egenskaber og reaktioner, hvis rimelighed enhver læser kan tage stilling til ved at konfrontere dem med sine egne erfaringer.

Vi finder på dette punkt en markant forskel mellem registrene. Når det drejer sig om lyriske - og til en vis grad også dramatiske - tekster, spiller det ikke en stor rolle for den konkrete læsers vurdering, om man f.eks. finder, at tekstens gengivelse af den faktiske virkelighed er “ukorrekt” (i uoverensstemmelse med læserens egne erfaringer). Men hvis man i en roman finder, at teksten forvrider den historiske virkelighed, “giver et galt billede af sam-/datiden”, dvs. at dens domme om yderverdenen ikke har nogen denotationsværdi, vil det som regel fremtræde som en alvorlig hindring for at vurdere teksten positivt, uanset at sådanne domme om yderverdenen principielt har “litterær status”, dvs. at læseren egentlig har anerkendt, at man ikke med rimelighed kan spørge, om de er sande eller falske. Det hænger sammen med det forhold, at en af de kraftigste impulser til at læse romaner utvivlsomt er vores trang til “at få noget at vide” om os fremmede miljøer. Derfor kan vi vanskeligere ved i romanen at fastholde, at det hele blot er løgn og digt - som det pr. definition er på teatret, der i sin helhed fremtræder som et “spil”, en slags leg.

Vi kan sammenfatte analysen af hele meddelelsessituationen i en model, der samtidig beskriver de fremstillede genstandes plads i forhold dertil: