For den umiddelbare betragtning fremtræder den litterære tekst som et uproblematisk betydningsfænomen, der simpelthen bare foreligger for os med samme enkle selvfølgelighed som virkelighedens andre genstande. Sådan er det imidlertid ikke. For at dette krimskrams på papiret kan blive til et betydningsbærende værk i vores bevidsthed, må tegnene fremstå i, hvad man kunne kalde tekstforståelsens to dimensioner, den samtidsorienterede og den historiske.

At tekstforståelsen kræver en samtidsorienteret dimension, vil simpelthen sige, at ingen tekst kan læses “autonomt”, som et i sig selv hvilende bevidstheds-fænomen. Vi har allerede konstateret (§§ 11 og 54), at tekstens forståelse kræver kendskab til andre tekster, til de sproglige og kulturelle koder og til den verden, der tales om. Vi kunne således kalde samtidsorienteringen for tekstens rumlige dimension: teksten er uløseligt forbundet med sine omgivelser, først de andre teksters verden, dernæst de verdener, teksten taler om.

Måske er det mindre oplagt, at teksten også må have en historisk dimension, hvis den overhovedet skal forstås, fordi vi jo ikke ser teksten bevæge sig. På den anden side kan ingen benægte, at det litterære værk eksisterer i tiden som et tidsbundet fænomen. Men når værket ikke kan hæves ud af tidens strøm, vil det jo sige, at dets betydninger kun dannes gennem dets forhold til de betydningsniveauer, der ligger forud, og som skal komme efter. Vi kunne kalde denne forståelsesramme for tekstens tidsdimension.

Ligesom i fysikkens verden er de to dimensioner uløselig forbundne. I allerstrengeste tidsmæssige forstand er for tekstens vedkommende selve begrebet samtidighed en absurditet, ligesom en ekstrem rumlig betragtning måtte føre til at placere teksten i de evige sandheders uforanderlighed. Det indser man let, hvis man analyserer tekstforståelsens sproglige forudsætninger. Holder man sig til samtidsorienteringen, synes det tilstrækkeligt at forlange, at teksten indsættes i den almensproglige kontekst, altså forstås ud fra det sprog (med alle dets subkoder), som teksten har tilfælles med en mængde andre tekster, som den eksisterer side om side med. Det er også evident, at sådan må det faktisk forholde sig. Men hvad vil det egentlig sige, at man skal kende den almensproglige kontekst? Problemet løses jo ikke ved at tænke tekstens sprog ind på en linje, hvis uendelige antal punkter udgøres af den principielt uendelige tekstmængde i “konteksten”. Ingen af disse er nemlig i absolut forstand kongruente med den undersøgte tekst, for ingen anden tekst er strengt taget kongruent dermed enten i tid eller i omstændigheder. Det vil sige, at det almensproglige system, tekstens forståelse forudsætter, nødvendigvis må have en anden dimension end den samtidsorienterede. Teksten refererer sig ikke til “samtidige” tekster (i streng forstand), men til tekster, som ligger både før og efter dens affattelsestidspunkt, og som har lignende eller afvigende koder.

Vi kan altså slå fast, at de litterære værkers udtrykselementer ikke på mærkværdig vis svæver omkring dem i evig samtidighed, men henter deres eksistens fra fremtræden i tiden. Gennem deres koder opbygger de et “referencerum” af samtidighedsværker, men deres særegne liv får de først ved at indsættes i en historisk proces. Betydning opstår i et uophørligt vekselspil mellem rum, tid og tekst.

Siden 30’erne har der i vores kultur været en voksende tendens til at give litteraturens samtidsorientering førsteprioritet. I budskabsanalysen foretrækker man således de sociologisk-økonomiske fortolkningsmodeller frem for ældre tiders biografisk-historiske. Men det er en ren modesag, for erkendelsesteoretisk er den ene forklaringsmåde af det litterære værk ikke mere berettiget end den anden. Forestiller man sig f.eks., at “forklaringen” på en romans budskab ligger i samfundets produktionsforhold, er der i sig selv intet galt i en sådan antagelse, når blot man ikke undervejs glemmer, at også i den sociologiske analyse er den historiske tidsorientering en absolut nødvendighed: et værk er kun forklaret, når det er set som en funktion af kræfter i såvel fortid som nutid.

I en vis forstand er en bog om tekstanalysens metode som den foreliggende et udslag af samme systemorienterede tendens, for vi er jo hele tiden gået ud fra, at tekstens betydning simpelthen foreligger som et faktum. Kun lejlighedsvis har vi strejfet litteraturanalysens historiske dimension. Netop derfor er det vigtigt at slå fast, at den foreslåede metode slet ikke lader sig praktisere, hvis den ikke ledsages af passende indsigt i de litterære værkers historiske liv.

Det findes heldigvis fortrinlig belyst, for det er netop emnet for litteraturvidenskabens traditionelle hoveddisciplin, litteraturhistorien. I denne finder man stort alle litteraturens historiske aspekter behandlet, dog nok med en temmelig lav prioritering til de litterære udtryksformers historie. Traditionelt lægges vægten på temaer, genrer og forfatterskaber. En indgående analyse af den moderne litteraturteoris strømninger og problemstillinger findes i: Jørgen Holmgaard, Teoriens topik, Aalborg 1998.

Den moderne litterære kritiks ensidige samtidsorientering har voldt megen skade, fordi den medfører fortolkningsmæssigt absurde holdninger til litteratur. Vi skal kort undersøge to klart fejlagtige holdninger: nykritikken og dens modsætning, universalismen.

Man kunne med lige så stor ret have fremført eksempler på, at den historisk orienterede analyse kan blive ensidig og dermed falsk. Det kan være tilstrækkeligt at minde om biografismen, der fik en voldsom opblomstring med positivismen, men så sandelig trives i bedste velgående, som de talløse forfatterbiografier vidner om. I sin ekstreme søgen efter psykologiske kausalitetsforklaringer glemmer biografismen, at den røst, der taler til os gennem litteraturværket, nok er digterens, men i denne klinger utallige stemmer fra samtiden med. I semiotisk forstand kan litteraturens forfatterrolle slet ikke begrænses til det skabende individ, der på en sær måde - som digterne selv siger (§ 51) - blot er talerør for tanker og følelser, der overskrider det skrivende jegs grænser.

Nykritikken ser bort fra den historiske dimension, fordi den lægger al vægt på den enkelte læsers konkrete oplevelse af digterværket. Det drejer sig om at trænge så dybt ind i værket som muligt gennem indlevelse og tekstbeskrivelse på tekstens egne præmisser. Det er i sig selv en udmærket fremgangsmåde, men den har ført mange kritikere til den gale opfattelse, at da betydningsdannelsen er mit personlige anliggende, så kan jeg ikke læse med historiens briller, men kun med mine egne. Det er altså min tolkning, der konstituerer teksten, og denne tolkning er derfor den eneste, der kan have gyldighed for mig.

Jeg kan selvfølgelig blive enig med andre om tolkningen, ligesom jeg kan gå med til at tage hensyn til historisk-sproglige data, men da enighed ikke ophæver oplevelsens subjektivitet, og da de nævnte data intetsteds kan gribes “i sig selv”, forbliver det fundamentale faktum for tekstens konstitution min egen oplevelse.

Det er imidlertid let at se, at en sådan opfattelse ikke lader sig gennemføre strengt. For det første strider den mod erfaringen. Vi oplever alle umiddelbart, at nogle teksttolkninger virker mere rimelige end andre; det er ikke muligt med almen accept at hævde, at en tekst kan betyde hvad som helst - eller at et værk som Madame Bovary ikke skulle være litterært. Vanskeligheden opstår imidlertid, når vi spørger, hvad det da er, som bestemmer sådanne rimelighedsfornemmelser. Til at indkredse dem anvender vi på den ene side et tekstanalytisk apparat, f.eks. det ovenfor fremstillede, og på den anden side alle de kulturelle traditioner, der i overensstemmelse med de her fremsatte betragtninger udgør tekstforståelsens historiske dimension.

For det andet - og det er det vigtigste argument - hviler den nykritiske fejlslutning på den gale antagelse, at det er mig selv, der konstituerer teksten. Det gør jeg naturligvis i rent fysisk-psykisk forstand, men som vist er alle de forestillinger, jeg nødvendigvis må bruge hertil, så langt fra mine egne, da de alle er betingede af historiske traditioner.

Pudsig nok kan man komme til en ahistorisk holdning til digterværket ad den stik modsatte vej. Nykritikken begrænser så at sige tiden til læserens oplevelse; i stedet kan man udvide litteraturens betydningsdannelse til at være gyldig for alle mennesker, idet man hævder, at den store litteraturs værker “har noget at sige alle mennesker til alle tider”. Læsningens tid bliver altomfattende og ophæver historien, så vi får en universalistisk holdning.

Helt gal kan denne opfattelse ikke være, for det er en velkendt erfaring, at litteraturen på en ejendommelig måde virker, som om den henvender sig “til alle” (jf. §§ 51 og 53). Dens publikum er ikke det og det individ på et bestemt tidspunkt, for digterværket taler til “mennesket som sådant”.

Man kan ikke komme uden om dette særtræk ved litteraturen, men betyder det, at de digteriske budskaber og de menneskelige erfaringer, de formidler, befinder sig som én gang vundne, men aldrig tabte fænomener i et absolut ahistorisk rum?

At de “evige” mesterværker ikke har en sådan gudelignende eksistensform, indses let både ad tankens og erfaringens vej. Når vi siger, at digterværket henvender sig “til alle ”, er det mere en negativ end en positiv bestemmelse. Det betyder nemlig blot, at teksten er sådan udformet, at dens læserperson principielt ikke lader sig reducere til et enkeltindivid (eller enkeltgruppe). Men man kan ikke heraf udlede den positive bestemmelse, at læserpersonen så egentlig er identisk med samlingen af alle mennesker til alle tider. For analysen har vist os, at selvom det er et konstitutionelt særtræk ved digtningen, at dens budskab går ud over enkeltindividet, er det i allerhøjeste grad muligt nærmere at bestemme positivt, hvad det er for en slags læserperson, teksten arbejder med, dvs. hvad det er for en type mennesker, teksten ideelt henvender sig til. Men hermed er jo også givet, at vores forståelse af det digteriske budskab er bundet til vores opfattelse af netop den læserperson, og at vi altså ikke uden videre kan hævde, at teksten taler til “mennesket”.

Den store digtnings budskaber med deres “eviggyldige” sandheder er derfor ikke mindre tidsbundne end døgnets frembringelser; blot er deres historiske udstrækning så uendelig meget større. Det vil igen sige, at når vi skal indse sådanne budskabers historicitet (f.eks. Hamlet's), må vi inddrage meget omfattende kulturelle traditioner.