Når vi taler om et litteraturværk, vil alt, hvad vi kan sige, falde inden for et af tre områder:

1. Beskrivelse
2. Fortolkning
3. Vurdering.

Denne bog har i alt væsentligt drejet sig om værkets beskrivelse, fordi vi opfatter den tekstnære beskrivelse af det digteriske univers som den naturlige adgangsvej til alle litteraturens rigdomme. Fortolkningen er det, vi her har kaldt budskabs-analysen, og vi har flere gange understreget, at man kun ved et kunstgreb kan skille de to synsmåder ad: fortolkning og beskrivelse forudsætter hinanden.

Det tredje område har en problematisk status i litteraturkritikken. At vurdere det litterære værks kvalitet hører i alt fald ikke med til litteraturvidenskaben i streng forstand, siger man, fordi vurderingen er en rent personlig og subjektiv affære - eller en sag for tidens smagsdommere (f.eks. dagbladskritikerne), der fastlægger normer for, hvad der er ret og slet, godt og dårligt.

Denne opfattelse er gal. Ikke fordi litteraturvidenskaben skal overgive sig til tøjlesløs individualisme eller selvgode domsafsigelser, men fordi den vurderende erkendelse er et grundvilkår for selve eksistensen af det litterære værk.

Al litteratur drejer sig på den ene eller den anden måde om værdier, normer, livssyn. Det, der får mig til at læse litterære tekster, er mit behov for at se, hvordan andre mennesker har det med tilværelsen. Jeg ønsker altså at afprøve mit eget livssyn for at se, om det kan holde, om det skal ændres, eller om det måske bør forkastes.

Så kan man jo sige, at dette indlysende faktum ikke vedrører videnskabsmanden, men kun den enkelte læser, fordi det kun lader sig forklare ud fra den enkeltes eksistenssituation. Men sådan er det ikke, for også den videnskabelige analyse kræver jo, at værket er læst og forstået, før den kan gå i gang. Og faktisk er værket først forstået, når dets værdier er blevet erkendt, fortolket og vurderet af mig. Ellers bliver læsningen blot en form for fortidsarkæologi med gisninger om besynderlige væseners besynderlige forestillinger, eller en kæde af ligegyldige, meningsløse begivenheder og tanker.

Det litterære vurderingsproblem har således form af et paradoks. For at forstå værket skal jeg kunne vurdere det. Men da vurdering er en rent subjektiv proces, kan min analyse af værket ikke inddrage dette vurderingsaspekt, for så bliver analysen lige så subjektiv som vurderingen. Og så er der ikke megen mening i overhovedet at lave litterær analyse. På den anden side er en analyse, der for-trænger vurderingen, et falsum, for i alle mine tekstudlægninger ligger skjult min opfattelse af værkets værdier.

Konklusionen er, at litterær kritik må leve med dette vurderings- eller værdiparadoks. Heri er der for så vidt intet mærkværdigt, for det samme paradoks gælder de fleste humanistiske videnskaber, hvis emne er de måder, hvorpå mennesker forholder sig til tilværelsen. Den eneste måde at undgå vurderingsparadokset på er at behandle menneskelige holdninger rent statistisk (om dette overhovedet lader sig gøre), således som vi ser det i økonomi og sociologi. Sådanne metoder har kun ringe interesse for litteraturvidenskaben. Derimod kan man forsøge for det første at gøre sine vurderingsforudsætninger så tilgængelige for andre som muligt, for det andet at gøre dem så tekstnære som muligt, således at andre læsere får et grundlag for at gå ind i en kritisk dialog med fortolkeren på et intersubjektivt grundlag (note 1).

Hvad er det egentlig, vi gør, når vi fælder en værdidom om det litterære værk? Denne dagligdags handling, der altså er nødvendig, for at værket overhovedet kan komme til eksistens som digterisk tekst i min bevidsthed, er i virkeligheden en temmelig sammensat proces. For det første forudsættes selvfølgelig, at jeg accepterer selve den pagt, som ligger til grund for al litterær kommunikation, nemlig at der foreligger et “værk” med et bestemt budskab. For det andet må jeg mene, at dette værk er bærer af bestemte egenskaber, som skal værdisættes, når de træder frem i en bevidsthed, ved at sættes ind i bestemte normsystemer. Disse normsystemer findes i værket, men kan kun erkendes, når de bringes i forbindelse med de værdiforestillinger, læseren har med til mødet med værket.

Alle de træk, der indgår i denne definition af den æstetiske dom, rummer mange problemer. Hvad vil det f.eks. sige, at det, jeg vurderer, ikke er værket som sådant men bestemte værdiegenskaber ved værket? Vi genfinder her vurderingsparadokset, der siger, at værdidommen er et nødvendigt led af tilegnelsen af det litterære værk, men at den unddraget sig analytisk behandling, fordi den er subjektiv og unik. De egenskaber, jeg vurderer, er nemlig ikke uden videre objektive træk ved genstanden “litterært værk”, men er de værdiforestillinger, den konkrete læsning fremkalder i min bevidsthed; jeg vurderer ikke værket i sig selv, men værket, “som jeg har forstået det”. Jeg har altså ingen garanti for, at min æstetiske dom er intersubjektivt kontrollabel og kommunikérbar.

Disse erkendelsesteoretiske vanskeligheder kan ikke fjernes, men det er dog muligt at give den litterære vurdering et intersubjektivt grundlag, hvis man kan opstille de fællesmenneskelige betingelser, den æstetiske dom må opfylde for at blive anerkendt som fældet på et korrekt grundlag. Det vil vi forsøge ved at definere, hvad det er for en slags domme, der overhovedet kan fældes om litteratur, og hvad det er for en slags kriterier, der kan anvendes som grundlag for vurderingen.

Ved nærmere eftertanke viser det sig nemlig, at alle vores mangeartede vurderingsudsagn om litteratur lader sig forstå som varianter af bare to domstyper, for vi vurderer altid værket i henhold til enten dets erkendelsesværdi eller dets oplevelsesværdi. Vi kan således indordne vores vurderinger under ét af de to følgende udsagn:

1. Værkets udsagn er sande eller falske.
2. Værkets udsagn fremkalder lyst eller ulyst.

Det er klart, at en sådan opstilling udgør en voldsom forenkling af virkelighedens domme, men vi skal se, at disses forskelligartethed opstår ved, at de to domstyper anvendes om forskellige sider af det litterære værk (f.eks. kommunikationspartnerne), og ved det tidsperspektiv, de vurderende egenskaber indsættes i. Således henhører alle de domme, der vedrører et værks “nytteværdi” under den første type, for det nyttige er ikke andet end det sandes “fremtid”. Når man f.eks. roser et værk for at vise landarbejdernes usle kår, mener man jo, at det afslører en sandhed, som bør medføre forandringer i samfundet.

Under oplevelseskriteriet hører tilsvarende alle de domme, der vedrører værkets skønhed. Denne indplacering kan måske overraske, for i hele vores kulturelle tradition har det skønne været hovedkriteriet for den æstetiske dom og synes derfor at udgøre en domstype for sig selv. Det kan det imidlertid kun blive, hvis man tillægger værket konstante og helt objektive værdiegenskaber, hvad den klassiske æstetik da også gør. Når man, som vi, går ud fra den faktiske læsers individuelle vurdering, må man derimod konstatere, at den, der erklærer et værk “smukt”, dermed blot meddeler, at det for ham har haft en betydelig oplevelsesværdi (samtidig med at dommen opstiller en norm for tilhørerens vurdering).

I denne sammenhæng udgør den såkaldte “æstetiske oplevelse” et særskilt problem. For mange mener nemlig, at den oplevelse, det æstetisk fuldendte, “smukke” værk giver læseren (tilskueren), er af en anden art end alle andre psykiske reaktioner. Den hensætter mennesket i en tilstand hinsides sandhed og lyst, der minder om den religiøse ekstase (“furor poeticus”, den digteriske rasen). Hvordan det nu end psykologisk forholder sig hermed, er det nok i vores sammenhæng at minde om, at den æstetiske oplevelse i så fald ikke er specifik for den kunstneriske oplevelse, eftersom samme psykiske reaktion kan fremkaldes af meget andet end kunst, f.eks. naturoplevelser (“en smuk solnedgang”).

Særlig for litteratur er, at det “smukke” værks modsætning ikke er det “grimme” værk, modsat musik og især bildende kunst (“en grim statue”, måske “en grim melodi”, men vel næppe “en grim sonate”?), men det “kedelige/intetsigende” værk. Forskellen antyder, at litteraturens æstetiske oplevelse er mere bundet til kognitive værdier end de øvrige kunstarters.

Når vi skal fastlægge, hvilke kriterier det er legitimt at anvende i den konkrete udformning af de to domstyper, må hovedkravet være, at kriterierne skal være så tekstnære som muligt. Kun derved opnås størst mulig intersubjektivitet: vi skal kunne pege på, hvor de værdiegenskaber, vi grunder vores dom på, befinder sig i teksten. Dette krav om værdidommens tekstnærhed kan yderligere præciseres, for den litterære vurdering vedrører ikke værket som genstand blandt andre, men som bærer af et digterisk univers med et budskab. Det vil konkret sige, at vurderingen i første række beskæftiger sig med den måde, hvorpå teksten udformer forbindelserne mellem meddelelsens tre hovedinstanser. Vi får således tre hovedområder for vurderingen:

1. Værk og læser
2. Værk og forfatter
3. Læser og forfatter

Vi har set, at det særlige ved litteraturens afsender- og modtagerinstans er, at de er fordoblede:

• På den ene side er de repræsenterede af konkrete individer, som pr. definition adskiller sig fra alle andre. Betragter man meddelelsesforbindelserne i dette individuelle perspektiv lægger man i sin vurdering vægt på værkets eksistentielle værdier.
• På den anden side står de to instanser også for noget andet end sig selv; de repræsenterer så at sige samfundets holdninger og forventninger. Når man anskuer værkets værdier i dette sociale perspektiv, vil vurderingen dreje sig om dets moralske, dvs. almenmenneskelige værdier.

Ved at indsætte meddelelsens tre hovedforbindelser i det individuelle og det sociale perspektiv, bliver det muligt at opstille en almengyldig model for de typer kriterier, der begrunder værdidomme om teksten som budskab:

Værkets eksistentielle værdier vedrører i første række mit eget forhold til værket. Det udtrykkes sædvanligvis i domme om værket skønhed (jf. § 148). De tekstnære kriterier begrunder dommen ved at henvise til værkets “æstetiske” egenskaber, f.eks. sammensathed, enhed, helhed, sammenhæng, hierarki, autonomi, osv. Dernæst vedrører de eksistentielle værdier de domme, jeg fælder som socialt væsen vedrørende værkets betydning for mig og min “gruppe”: er de værdier, værket forudsætter, i overensstemmelse med vores normer, er de “legitime”? Man fælder altså moralske domme om værkets sociale nytte; er det livsbekræftende, konformt (“fordummende”) eller frigørende (“emancipatorisk”)?

Sandhedsværdierne skifter helt karakter alt efter, om vi tænker på forfatteren som skabende individ eller som samfundets talerør. I første tilfælde ser vi på, om værkets budskab er et sanddru udtryk for forfatterens personlighed. Vi vurderer altså forfatterens oprigtighed ud fra alt, vi ved, om hans liv og færden. Negative domme inden for dette område er velkendte fra kritik af populærlitteratur, hvor forfatteren blot producerer en vare efter markedets behov og altså “lyver”. Drejer det sig om forfatteren som socialt væsen, går vurderingen ud på hans budskabs overensstemmelse med den virkelighed, han påstår at skildre (forfatteren som bedrager). De tekstnære kriterier hentes her i behandlingen af realismebegrebet (se § 97 ff.). Blot skal vi huske på, at denne overensstemmelse også kan “bøjes i fremtid”, for forfatterens hensigt kan jo være at fremstille en ønskelig, men endnu ikke eksisterende verden.

Den sidste forbindelse, læserens forhold til forfatteren, udgør måske det mest almindelige grundlag for den æstetiske dom. En hovedårsag til at læse litteratur er jo, at jeg vil kigge ind ad næstens vinduer, afprøve mig selv i mødet med andre. Det er litteraturens evne til både at give os indsigt i andres liv og at gøre os delagtige i deres livsoplevelse, som udgør dette vurderingsområde. Ser vi på digtningen som mødet mellem to sjæle, bliver hovedspørgsmålet for læseren, om læsningen har ladet ham møde en spændende personlighed. Det drejer sig altså om værkets evne til at fascinere os, til for en tid at lade os identificere med en anden. Et vigtigt kriterium er desuden spændingsfeltet mellem “privat” og “offentlig”; det ligger i litteraturens væsen, at det eksklusivt private nemt opleves som uvedkommende, som “faldende uden for”, fordi det ikke tillader den nødvendige spaltning af afsenderinstansen. Jeg skal kunne opleve, at den spændende personlighed på en eller anden måde er “eksemplarisk”. Min værdidom går altså i den henseende på personlighedens almene karakter.

Den måde, hvorpå digterens personlighed umiddelbart viser sig for os i værket, er stilen. Man kan jo holde af et værk alene, fordi man begejstres af dets sprog. Man ser ofte heri beviset på digterværkets individualitet, men i virkeligheden består stilens tiltrækningskraft af, at den er et mødested mellem to sociale væsener. Stil er ikke en karakteregenskab ved et unikt værk, men ved en samling af tekster, der er udtryk for en sproglig personlighed. Når jeg fryder mig over en forfatters sprog, er det, fordi det bringer noget nyt i forhold til det dagligsprog, jeg selv betjener mig af, og som jo i et og alt er et socialt fænomen. De tekstnære stilkriterier findes nedtegnet i alle stilistikker; de vedrører forfatterens sproglige kreativitet, hans evne til at give læserens sprog nye dimensioner, sprogets mangetydighed eller klarhed, dets humor og musikalitet.

I en vis forstand udgør begrebsparret klarhed - dunkelhed et vurderingsområde for sig. Hvis man nemlig betragter forbindelsen værk - kode, bliver det en kvalitet ved det litterære værk, at det kan aflæses i en forståelig kode. Det er da også ganske almindeligt at anklage værker for at være “dunkle” eller rose dem for at være “let tilgængelige”. Man ser dog let, at det drejer sig om værdimæssigt stærkt tvetydige kriterier. F.eks. kan det ikke i sig selv være en “fejl” ved digterværket at være “dunkelt”, for det digteriske sprog er netop defineret ved at være “anderledes” end dagligsproget. Omvendt er det ikke nødvendigvis en dyd, om digtet er “klart”, hvis det i virkeligheden dækker over noget “fladt” eller “forenklet”.