Det giver ikke megen mening at vurdere værket, hvis man ikke gør sig klart, hvad det har til formål. En tekstnær værdidom må anstændigvis tage sit udgangspunkt i værkets erklærede formål og starte med at vurdere, om det lykkes at opfylde dette. Så kan man bagefter kritisere formålet selv. Det vil i virkeligheden sige, at en vurderingsteori forudsætter en funktionsteori.

Heller ikke denne har nogen særlig fremtrædende plads - om overhovedet nogen - i traditionel litteraturteori. Læren om litteraturens funktioner henvises gerne til litteratursociologien, skønt det er så indlysende, at i læserens forståelse og fortolkning indgår antagelser om legitimiteten af det formål, værket udgiver sig for at tjene:

for at blive i stand til at fælde en ansvarsbevidst værdidom om et litterært værk må kritikeren vide, hvad litteratur er og gør, må have visse almene forestillinger om dens natur og funktion.

(D. Daiches 1963).

At vurdering forudsætter funktion, er sådan set en ren banalitet, for hvilken værdi kunne vel digterværket tillægges, hvis det slet ikke tjente noget formål? Det er ren illusion at tro, man nogensinde læser et værk “for dets egen skyld”, som for at gøre det en tjeneste. Nej, det er en selv, man vil “gøre en tjeneste”, man vil opnå noget gennem sin læsning. Al læsning er formålsorienteret, og derfor indgår der i al vurdering forestillinger om litteraturens formål. Ganske vist hævder mange kritikere - og forfattere - at litteraturens adelsmærke netop er, at den er “unyttig”, intet tjener til, hviler i sig selv, osv. Men det betyder alt sammen blot, at den ikke tjener de samme formål som andre menneskelige aktiviteter, hvad der ikke er noget særlig mærkværdigt ved.

Hvordan skal man opstille en litterær funktionsteori? Forsøgene er mange og lidet tilfredsstillende. Problemet er, at teorien kun lader sig konstruere ud fra læserens oplevelse af disse formål. Forfatterens formål med at producere kan jo ikke vedkomme os i denne sammenhæng. Indtil videre er det ikke lykkedes at finde konstanter i læserens oplevelsesspektrum i denne henseende, bl.a. fordi man ikke ved, hvordan man skal kombinere de individualpsykologiske formål (f.eks. “litteratur er personlighedsudviklende”) med de samfundsorienterede. De sidste er de hyppigste (“litteratur er samfundskritisk”) i vor tid, men ikke nødvendigvis de vigtigste.

I følgende oversigt vil vi i stedet gå ud fra de to grundlæggende æstetiske domstyper: værkets erkendelses- og oplevelsesværdi (“værket er sandt” — “værket fremkalder lyst”). Vi har sagt, at disse almene domme kan “udfoldes” i fremtiden, hvorved de antager særlige former. På dette grundlag kan vi opstille et simpelt inventar med fire funktioner, der således skal opfattes som litteraturens hovedformål set ud fra læseren:

Fra litteraturhistorien ved vi, at de to grundformål har kæmpet forbitret om førsterangen i vores vestlige tradition. Kampen har især været indædt i debatten om teatrets sociale funktion: skal komedien more eller oplyse? De moderate som Holberg (efter Horats) forsøgte et kompromis (som ses i Det kongelige Teater: “castigare mores ridendo” = at revse sæderne ved at le), medens de franske klassikere gik overraskende hårdt ind for nydelsesfunktionen, som vi hører det i Racines berømte “regel”:

Teatrets vigtigste regel er at behage og røre. Alle de andre er kun lavet for at fremme denne første. (Note 2)

Den moralske funktion var især til debat i forrige århundrede, hvor det store problem, realismen og især naturalismen stillede, var, om enhver sandhed da er “moralsk”, altså gavnlig at udsige.

Frigørelsesfunktionen kunne kaldes litteraturens utopiske dimension, for den går jo ud på at overbevise læseren om, at der findes et bedre alternativ til hans nuværende tilværelse. For mange moderne kritikere og forfattere (f.eks. Fr. Kafka) har vi her litteraturens fornemste opgave.

Litteraturens eksistentielle funktion, som altså betyder, at værket tilsigter at hjælpe læseren på vej mod en rigere, fyldigere, lykkeligere tilværelse end dennes nuværende, er måske den ældste af alle fire. I alt fald er det den, vi aner bag Aristoteles' gådefulde begreb “katharsis” (renselse), som på en eller anden måde vedrører digtningens magt til at gengive mennesket dets evne til at få kontrol over sit følelsesliv og sine værdiforestillinger på en ny og sundere basis. En vigtig side af litteraturens eksistentielle funktion er dens evne til at socialisere mennesket - et aspekt som sikkert også ligger i Aristoteles' begreb: Litteraturen lærer os, at det er dejligt at tilhøre gruppen. Denne funktion er helt dominerende ved vurdering af børne- og ungdomslitteratur. Værdidomme inden for dette område er desuden præget af ofte svært gennemskuelige sammenkædninger af de to domstyper: Det opdragende værks fascinationskraft er kun legitim, hvis det samtidig sigter mod at vise barnet/den unge verden, som den faktisk er.

Som afslutning på denne lille skitse til en litterær vurderingsteori skal vi se på tre falske domstyper, dvs. domme, som det ikke er legitimt at fælde, hvis man vil holde sig til den litterære vurderings grundprincip: værdidommene skal hvile på tekstnære og eksplicitte kriterier, der hentes fra tekststørrelsernes forbindelse med den litterære meddelelses instanser. De tre falske domstyper, vi skal omtale, grunder sig på værdiegenskaberne kompleks, klassisk og triviel.

Digterværkets sammensathed har uhyre ofte været brugt som et argument for dets værdi og er måske stadig det mest anvendte kriterium, i alt fald i skolesystemet. Det har sin naturlige forklaring deri, at det komplekst opbyggede værk også er det taknemligste undervisningsobjekt for den forklarende lærer. Der er imidlertid ingen som helst nødvendig sammenhæng mellem litterær kvalitet og strukturel kompleksitet. Selvom Goethe var overbevist tilhænger af værkets komplekse, hierarkiske orden, er det nu alligevel Pascal, der har formuleret det rigtige forhold mellem kvalitet og kompleksitet: den største værdi har det enkle udtryk, hvis det i sig gemmer den dybe sandhed.

Som strukturel beskrivelsesterm er begrebet “sammensathed” derimod særdeles velegnet; blot må man gøre sig klart, at denne egenskab kan findes på flere planer, nemlig vedrørende værkelementernes antal, udstrækning, rækkefølge og type. Vi kan give en idé om, hvad de forskellige planers kompleksitet går ud på ved at nævne et centralt begreb for hvert:

Man genkender let kriterierne fra mængder af æstetiske domme - men alle disse postulerer en falsk forbindelse mellem værkkompleksitet og værdioplevelse. Hvis forbindelsen var sand, ville den utrolig komplekse Mallarmé være en langt større digter end den provokerende simple Rimbaud. Enhver digtelsker ved, at en mandjævning på det niveau ville være absurd.

De værdidomme, der går ud på at afgøre, om et værk er en “klassiker”, har selve deres rod i uddannelsesvæsenet (“klassisk” = en forfatter, der læses i skoleklassen), men det tør siges, at denne domstype for længst har forladt skolens mure. Nu er det især museerne, der plages af dette hierarki af “klassiske” kunstnere. For litteraturens vedkommende er det kulturmæcener, forlagshuse og kulturelle meningsdannere, der bestemmer.

Hvad forstår man i dag ved en klassiker? Betegnelsen anvendes på to måder. For det første er et klassisk værk simpelthen det værk, som har modstået tidens tand. Altså et gammelt værk, som også i dag føles som “evigt ungt”. For det andet er en klassiker et værk (som gerne kan være nutidigt), der fornemmes af så almenmenneskelig værdi og opfattes som bærer af et så dybtgående budskab, at det vil tale til mennesker “til alle tider”.

Til syvende og sidst er denne type værdidom afledt af forestillingen om, at litteraturen har den særlige egenskab, at den så at sige ophæver tiden. Vi ved, at den forestilling er gal (§ 139): alle litterære værker eksisterer i tiden og er lige så dødelige som mennesket selv. Derfor hviler værdidommen “dette værk er klassisk” på et falskt grundlag.

Alligevel bør den ikke afvises i praktisk kritik, for netop når vi siger, at værket eksisterer i tiden, har vi jo også indirekte erkendt, at digterværker har forskellig levetid. Nogle lader sig læse og opleve som inspirerende efter mange generationer, andre virker “døde” efter 10 år. Derfor giver det mening at opstille følgende regel som almengyldig værdidom:

Det værk, som læses og værdsættes mere end én generation efter sin fremkomst, er “klassisk”.

Det bør understreges, at reglen ikke kan vendes om: et værk kan sagtens værdimæssigt have “klassiske” egenskaber og dog være totalt glemt. Litteraturhistorien kender ikke få eksempler herpå.

En tredje betydning er, at det “klassiske” værk er det, som har haft afgørende betydning for den historiske udvikling. Synspunktet er imidlertid uden interesse i vort læserorienterede perspektiv, for det historisk banebrydende værk kan udmærket være helt uinteressant for den moderne læser (f.eks. er den lille roman, der “opfandt” “stream of consciousness”-teknikken, Les lauriers sont coupés (E. Dujardin, 1887), ulæselig i dag).

Den sidste type falske domme, vi skal behandle, er dem, der vedrører populærlitteraturen. Set ud fra det litterære establishment - som jo også er den institution, der har taget patent på den slags domme - er der især grund til at hæfte sig ved denne domstypes negative udformninger. Den litteratur, der henvender sig til det brede publikum, har mange navne, alt efter hvor positivt eller negativt den vurderes. Spektret strækker sig fra den romantiske oplysningsidealismes “folkelige litteratur” til finkulturens nedvurderende “triviallitteratur”.

De kriterier, der benyttes for at påvise den folkelige litteraturs underlødighed, falder i alt væsentligt i fire grupper:

1. Det historiske kriterium: Værket er rent reproducerende og giver et billede af en fortidig verden; det stiller sig herved i vejen for menneskelig udvikling.
2. Det strukturelle kriterium: Værket er en forsimplet udgave af den gode litteratur; det fattiggør og fordummer ved sin reduktive psykologi og verdensbillede.
3. Det stilistiske kriterium: Også sproget er forenklet og forsimplet, så det ikke udvikler læsernes stilfornemmelse.
4. Det ideologiske kriterium: Folkelig litteratur er konfliktsky; i stedet for at løse de psykiske og sociale spændinger flygtes over i en utopisk lykkeverden, hvorved læserne fastholdes i deres falske bevidsthed.

Det ville nok være svært at finde noget positivt opvurderende ved disse kriterier, så dommenes falskhed kommer ikke af selve kriterierne, men af den måde, de anvendes på. Den hviler nemlig på den antagelse, at den modtagende instans i læseprocessen er en konstant størrelse, der af den litterære institution sættes lig med en “ideallæser”, der har forstået alt, er åndelig mobil og psykisk kampklar. Det er ud fra en sådan ideallæsers holdning og kapacitet, man kan frakende et værk værdi, fordi det ikke kan leve op til idealets krav. En sådan forestilling er selvfølgelig illusion og selvbedrag. I virkelighedens verden eksisterer kun læsende individer, hver med deres særlige og voldsomt forskellige krav, behov og muligheder.

Holder vi os til de to hovedkriterier, som al litterær vurdering i sidste ende hviler på:

1. Sandhedens nødvendighed
2. Lystens kvalitet

forstår man umiddelbart, at den sandhed, et værk bringer, må vurderes ud fra dens nødvendighed for det enkelte menneske. Ligeledes er arten af den oplevelse, værket kan give, helt afhængig af mit eget oplevelsespotentiale og øjeblikkelige behov. Derfor er der strengt taget intet værk, om hvilket man på forhånd kan sige, at det f.eks. er “fordummende”, fordi det ikke tilbyder ny indsigt; det, der for den ene er banalt, er en opdagelse for den anden. Det værk, der giver mig en ægte, dyb oplevelse, forekommer andre hult og falskt.

Vi ser altså, at vurderingsteorien kan opstille rammer og regler for korrekt afsagte domme, men den kan ikke udtale sig om, hvorvidt den korrekt afsagte værdidom nu også er “rigtig”. Det kan vi kun, hvis vi inddrager det menneskes sind og situation, der afsiger dommen, og det menneskes reaktionsmuligheder, der modtager dommen. Og hermed glider litteraturvidenskaben over i psykologi og samfundsvidenskab.